Papegøjer stjålet fra zoo: Resten risikerer aflivning

Fem røde jaco'er er blevet stjålet fra Danmarks Fugle Zoo i Tommerup. Havens resterende papegøjer er så stressede, at de muligvis skal aflives.

Natten til tirsdag er fem papegøjer af racen rødhalede jacoer blevet stjålet fra Danmarks Fugle Zoo i Tommerup. 

Tyvene har skubbet en mindre container hen til det to et halv meter høje hegn og er hoppet over. Dog er de manglende fugle ikke det værste ved indbruddet, siger ejer Hans Åge Hjeresen.

Fuglene er blevet taget fra deres bur natten til tirsdag.
Fuglene er blevet taget fra deres bur natten til tirsdag.
Foto: Danmarks Fugle Zoo

Da han tirsdag morgen opdagede tyveriet, hang de resterende fugle i deres næb i ståltråden, mens de baskede med vingerne. En unormal adfærd ifølge fugleejeren.

- Jeg har fem til fire amazonpapegøjer og araer siddende, som er helt skudt i hovedet. De er blevet stresset og ødelagt, og vi risikerer at måtte aflive dem. Det er så synd at mishandle dyr på den måde, siger Hans Åge Hjeresen til TV 2/Fyn.

Sælges for 10.000 kroner

Hans Åge Hjeresen vil skyde på, at hver af de stjålne fugle vil blive solgt for mellem 8.000 og 10.000 kroner i normal handel mellem fuglefolk, og han er også overbevist om, at tyveriet er et bestilt arbejde.

- Vi kan se på kameraerne, at de går målrettet efter fuglene. De ved en smule om fugle, og de ved, hvad de er kommet for, fortæller han.

På overvågningsbillederne kan Hans Åge Hjeresen følge tyvene. Efter at være sprunget over hegnet, smadrer de først tre udendørskameraer, inden de går ind til fuglene. Her misser de et kamera, og der er

derfor billeder af tyveriet.

Overvågningsbillederne er videregivet til politiet. 

- Ring 114

Der er ikke store forventninger i fuglezooen til, at fuglene kommer hjem igen - og hvis de gør, vil de også være traumatiseret og ødelagt. 

- Alle dyr tager skade af at blive mishandlet på så brutal en måde. Det er så usmageligt, siger Hans Åge Hjeresen.

Dog håber ejeren, at folk vil ringe til politiet, hvis de bliver tilbudt en billig fugl.

Oversigt

    Oversigt