Ti bøder på Fyn: - Bordel havde for meget knald på, siger politidirektør

To barer, en vandpibecafé, en frisør og et bordel har fået bøder for at holde åbent under coronakrisen. Fem privatpersoner har også fået bøder, siger politidirektør. 

Der er blevet uddelt ti bøder på Fyn i forbindelse med at overtræde de forbud og restriktioner, som regeringen er kommet med i kampen mod spredningen af coronavirus. Det oplyser Fyns Politi på et pressemøde. 

- Det har været to barer, en vandpibecafé og en frisør, som alle syntes, det var opportunt at holde åbent, selv om der er forbud mod det, siger politidirektør Arne Gram på et pressemøde fredag eftermiddag. 

- Så har vi været på et enkelt bordel, hvor der måske var - om jeg må sige det - lidt for meget knald på, fortæller politidirektøren. 

Nogle få har ikke fattet alvoren

Ud over bøder til de fem nævnte erhvervsdrivende er der fem privatpersoner, som har været til stede på de respektive steder, som ligeledes har fået en bøde. 

- Der er en lille gruppering, som endnu ikke har fattet situationens alvor. De er uforsigtige. De er uansvarlige, og nogle gange er de faktisk ligeglade. Det har indtil nu ført til ti bøder i alt, forklarer Arne Gram.

Påsken nærmer sig, og Fyns Politi opfordrer fynboerne til at fortsætte med at holde afstand. 

- Påsken kommer til at udfordre os en lille smule, hvis vi ikke tænker os godt om, siger Arne Gram. 

Som det er nu, må man ikke samle sig flere end ti personer. 

Øget patruljering fortsætter

Fyns Politi går ikke på påskeferie. For at holde øje med, at forsamlingsforbuddet overholdes, vil politiet på Fyn fortsætte med øget patruljering. 

- Vi har bødeblokken med, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Arne Gram, der frygter, at smittekæderne i samfundet fortsætter, hvis fynboerne samles til påskefrokoster og lignende. 

- Hold fast, hold ud, og hold afstand, lyder det fra politidirektøren. 

Se hele fredagens pressemøde fra politigården i Odense. 
Fotograf: Morten Urup Skov

Status på danske sygehuse

Antallet af døde på landsplan er fredag på 139. Det er en stigning fra 123 i torsdagens opgørelse, oplyser Statens Serum Institut.

Mens antallet af dødsfald er stigende, falder antallet af indlæggelser for anden dag på stribe. Fredag er 517 coronasmittede indlagt på landets sygehuse.

For første gang under coronaudbruddet er antallet af patienter på intensivafdelinger faldet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt