Cykelhold sikrer millioner til kritisk syge børn

Lørdag blev Team Rynkebys årlige donationsevent afholdt i Ringe, og her fik Børnecancerfonden og Børnelungefonden millionstore checks til det gode formål.

Der er godt nyt til kræftramte børn og deres familier.

Lørdag fik Børnecancerfonden nemlig overrakt en check på næsten 22 millioner kroner, da Team Rynkeby afholdt deres årlige donationsevent.

Og den millionstore check faldt i god jord hos modtagerne.

- Tænk at have nogen, der har samlet så mange penge ind til lige præcis vores formål. Vi brænder jo for at gå ud og hjælpe børn med kræft og deres familier, og det der er vigtigt for os, at vi får helbredt børn til et liv uden senfølger, så 22 millioner kommer til at gøre markante forskelle, siger Marianne Benzon Nielsen, der er direktør i Børnecancerfonden.

29 millioner kroner

Det er 21. gang, at donationseventet bliver afholdt og i år foregik festligheder i Ringe.

Det er Team Rynkebys cykelhold, der har sikret den store indsamling, hvor i alt 29 millioner er blevet samlet ind til kritisk syge børn i Danmark. Af dem går 21.928.383 kroner til Børnecancerfonden, mens Børnelungefonden modtager 7.179.862 kroner.

Det høje beløb glæder direktøren i Team Rynkeby, Jørgen H. K. Jepsen.

- Det er helt ubegribeligt. Man har slet ikke fornemmelse af, når man er med i Team Rynkeby, hvor mange penge vi når at få samlet ind. Det er en helt imponerende indsats. Det svarer jo til, at hver deltager i Team Rynkeby samler over 30.000 kroner ind, og jeg kender ikke nogen andre projekter i Danmark, hvor man genererer så mange penge per deltager, siger han.

God stemning

Inden de mange penge blev uddelt, begyndte dagen med et børnecykelløb rundt om Ringe Sø. Herefter rykkede eventet ind i hallen i Ringe, hvor Bubber sørgede for underholdning som konferencier.

Rigtig mange børn deltog i børnecykelløbet rundt om Ringe Sø.
Rigtig mange børn deltog i børnecykelløbet rundt om Ringe Sø.
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Selvom det er et alvorligt formål pengene går til, så var der alligevel god stemning til dagens donationsevent.

- Det er en dag, vi har set frem til hele året. Det er en glædesdag, det er en festdag, så det er rigtig dejligt, og jeg er så taknemlig for alle dem, der har været involveret i og gjort det muligt, at vi i dag kan modtage næsten 22 millioner kroner. Det er jeg meget taknemlig for, siger Marianne Benzon Nielsen.

Team Rynkeby har cykelhold i flere europæiske lande, og tilsammen har de i år formået at indsamle næsten 78 millioner kroner.

Det er ikke kun cykelryttere, der har samlet penge ind til kritisk syge børn. Familiefædre i læderveste kørte de fynske landeveje tynde på motorcykler i den gode sags tjeneste. 

Oversigt

    Oversigt