I det fynske folks tjeneste

Første navne afsløret: Heartland 2020 lægger hårdt fra land

Heartland er klar med de første 11 navne til næste års festival på Egeskov Slot.

Brødrene Jim og William Reid kommer med deres band The Jesus And Mary Chain til Heartland og Egeskov Slot til sommer. Foto: PR

Heartlands første afsløring af navne til næste års festival appellerer endnu en gang til det modne publikums lydspor.

Læs også Rasmus Seebach skal spille på fynsk festival

Således er der mulighed for genhør med det danske rock-band Psyched Up Janis med Sune Rose Wagner (The Raveonettes, red.) og bandets klare inspirationskilde The Jesus and Mary Chain fra Skotland.

Dertil kommer stjernerne fra det amerikanske indierock-band The National, som forleden ikke slap specielt godt for en opræden i københavnske Royal Arena, mens der også er blevet plads til amerikansk-canadiske Rufus Wainwright, bluesikonet Seasick Steve og - måske ikke mindst -indierockens superstjerne Kurt Vile med en fortid i indierock-bandet The War on Drugs.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den 68-årige bluesmusiker Seasick Steve er på plakaten til Heartland i 2020. Foto: PR

Svensk, dansk, fransk ...

De svenske veteraner The Cardigans, singer-songwriteren Caroline Polachek fra Chairlift og det hedengange post-punk-band Savages' franske frontkvinde Jehnny Beth har også skrevet under på, at finde vej til Egeskov Slot.

Dertil kommer den danske succes-duo Phlake, som i modsætning The National for nylig slap rigtig godt fra at fylde Royal Arena.

Sidste navn er danske band Efterklang, som efter syv års albumpause i september udgav sit første studiealbum på dansk.

- Med populære navne som The National, Rufus Wainwright og The Cardigans i samspil med yngre kunstnere som blandt andre Jehnny Beth og Caroline Polachek, der optræder i egne navne for første gang i Danmark, er vi godt på vej til at kunne præsentere vores til dato stærkeste musikprogram, siger Ulrik Ørum-Petersen, direktør og musikchef for Heartland, i en pressemeddelelse.

Heartland afvikles i 2020 fra den 29. til 31. maj 2020, og som de foregående år er det Egeskov Slot som danner rammen.

De svensk popsnedkere The Cardigans er hyret til næste års Heartland. Foto: PR