Kom og vær med: Danmarks største luciaoptog lyser Midtfyn op

Arrangør forventer flere end 1.500 deltagere i dagens lucia-optog på Midtfyn.

Det ene ord tog det andet. Og pludselig var en løs idé blevet til noget helt andet.

- Egentlig begyndte det med, at min datter Emilia kunne tænke sig at gå forrest som luciabrud. Det var noget, vi talte om for nogle måneder siden. Jeg prøvede at forklare, at ikke alle jo kan få lov til det. Men så blev ideen født: Hvorfor egentlig ikke? fortæller Anne Farup i et sidste, hektisk planlægningsøjeblik før luciabrude i hundredvis samles i Ringe torsdag.

Hun har, sammen med en håndfuld andre ildsjæle, skabt ideen om et luciaoptog. Ikke et lille et. Heller ikke et mellemstort et.

- Vi vil være Danmarks største. Og det bliver vi også. Jeg har en forventning om, at mindst 1.500 deltager. Og jeg tror, at mange flere tropper op og bakker op om det, håber initiativtageren.

 

 

Alle kan være med

Tingene begyndte at tage fart, da hun nævnte sin idé for andre på kulturstedet "Stationen" i Ringe, hvor hun er frivillig. Sammen udviklede de det, der torsdag starter med optog fire forskellige steder i Ringe og som samles til sang og fællesskab på Kirkepladsen fra klokken 16.30.

quote Når vi samles på Kirkepladsen går vi rundt i ringe om hinanden. På den måde er alle Luciabrude!

Anne Farup, initiativtager til det store luciaoptog

- Jeg håber, at mange deltager. Gerne med et elektrisk lys og et hvidt lagen, så de alle er luciabrude. Men man skal ikke blive hjemme, hvis man ikke har lyst til at snavse et hvidt lagen til. Alle er velkomne, slår Anne Farup fast.

Lokale sponsorer, heriblandt Superbrugsen og Rynkeby Foods, har sørget for drikkevarer og småkager til de fremmødte. Ligesom Midtfyns Fritidscenter stiller op og sælger suppe og andet godt ved Kirkepladsen.

 

 

Alle er luciabrude

- Et par elever fra Ringe Efterskole synger for i fællessangene, mens min mand spiller guitar. Vi skal synge "Lucia-sangen", "Nu tændes tusind julelys" og "Lille, store verden" af Rasmus Seebach, fortæller arrangøren og tilføjer en vigtig ting:

- Min datter skal ikke gå forrest. Det er der ingen, der skal. Når vi samles på Kirkepladsen går vi rundt i ringe om hinanden. På den måde er alle Luciabrude!

Men... Hvad nu hvis der ikke dukker nok op til at arrangementet kan kalde sig Danmarks største?

- Det gør der! Det er jeg helt sikker på. Vi har været ude og invitere og fået tilkendegivelse rigtig mange steder fra. Jeg ved, at der kommer deltagere fra Odense. Og i dag har jeg svaret på en henvendelse fra en kvinde i Fredericia, der ville høre, om hun også godt måtte komme. Og naturligvis må hun da det. Så jeg er sikker på, at vi bliver rigtig mange, siger Anne Farup.

Danmarks største luciaoptog: