Slagterisag på ministerens bord

Sagen om de fyrede medarbejdere på Danish Crown i Faaborg, der ikke kan modtage videreuddannelse, ender nu på beskæftigelsesministerens bord.

Det kan ikke passe, at slagterimedarbejderne i Faaborg ikke må modtage efteruddannelseskurser, når de godt ved, deres ansættelse på Danish Crown har en ende. Det mener SF, der nu sender sagen videre til beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen.

- Det er et urimeligt problem. De vil meget gerne have videreuddannelseskurser fordi de ved, slagteriet skal lukke. Men den statslige varslingspulje kan ikke hjælpe dem, fordi de mangler en dato for, hvornår de er fyret fra. Det mener både SF og jeg er tosset, lyder det fra partiets arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen.

I et forsøg på at få loven ændret vil Eigil Andersen derfor på onsdag bruge den mundtlige spørgetid i Folketinget til at spørge ministeren, om han vil være med til at lempe reglerne.

Oversigt

    Oversigt