Forsvundet 12-årig fundet i god behold
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Politiet efterlyste sidst på eftermiddagen tirsdag en 12-årig pige. Hun er nu fundet i god behold.
Fyns Politi efterlyste tirsdag eftermiddag en 12-årig pige fra Midtfyn.
Klokken 01 natten til onsdag skriver politiet på Twitter, at pigen er fundet i god behold.
Gaderæs eksploderet: - Et markant problem på Fyn
Særligt i Ringe er der sket en voldsom stigning i antallet af anmeldelser om gaderæs. Hverken politiet eller kommunen mener, at vejbump på strækningen vil løse problemet.
I løbet af foråret og sommeren har der været problemer med hvinende dæk og brølende motorer, når der køres ulovligt gaderæs i industriområdet i Ringe og andre steder på Fyn.
Der er tale om et stigende problem. Ifølge Fyns Politi er antallet af anmeldelser mangedoblet i 2021.
- Det er et markant problem på Fyn lige p.t. Vi har haft en lang række anmeldelser hen over forår og sommer, og det er flere, end vi har set tidligere, siger Anders Brahe, der er fungerende politikommissær og leder i operativ færdsel og ATK i Fyns Politi.
Er vejbump løsningen?
Selv om de fleste af anmeldelserne har koncentreret sig om Ringe, har der tidligere været kørt en del gaderæs i Langeskov. Opsætningen af vejbump på strækningen i Langeskov har dog haft en betydning.
- Geografisk har det rykket sig fra Langeskov til Ringe, hvor der er markant flest anmeldelser, fortæller Anders Brahe.
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man løser problemet med gaderæs ved at sætte vejbump op på lige strækninger på Fyn.
- Lige så længe der er biler på gaden, vil der også være gaderæs. Vi skal følge udviklingen, og vi skal være tæt på borgerne og de personer, som kører gaderæs, og vi skal vejlede dem. I sidste ende er vi også nødt til at sigte dem for de forhold, der skal sigtes for, siger politikommissæren.
Hvad kan politiet stille op med gaderæs?
- Det, vi ønsker, når vi kører ud til disse gaderæs, er at få kigget på, om køretøjerne er lovlige, og om folk har papirerne og registreringerne i orden på deres køretøjer. Det har de i mange tilfælde ikke, og så er det, at vi skal sanktionere det og se på, hvad vi så kan gøre for, at synshaller og køretøjer bliver aktiveret i den forstand, forklarer Anders Brahe.
Kommunen: Fordele og ulemper ved vejbump
Selv om Kerteminde Kommune har sat vejbump op på gaderæsramte strækninger i Langeskov, er der umiddelbart ingen tilsvarende planer i Ringe.
- Hvis vi sætter vejbump op, kan man i hvert fald ikke køre gaderæs lige der, men der er fordele og ulemper ved vejbump, siger Jonas Egeberg Olsen, der er teamleder i Vej og Trafik i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Vi laver altid en helhedsmæssig vurdering, inden vi sætter vejbump op, for vi skal også tage hensyn til de gener, det giver for de andre, der færdes i andre tidsrum. Hvis der laves vejbump eller andet, kan det være, at de kører på en anden vej umiddelbart efter, forklarer han.
Rød startlinje tegnet på asfalten
Bor man i et område med meget gaderæs, skal man tage fat i kommunen for at finde en løsning på problemet.
- Vil man have et vejbump eller andet trafiksikkerhedsløsning, er det os, man skal tage fat i. Hvis man ringer ind, kan man ikke forvente, at der er et vejbump ugen efter. Det kræver en politisk beslutning om, hvor der skal prioriteres vejbump eller anden trafiksikkerhed, hvilket kan have lange udsigter i forhold til et aktuelt problem som dette, siger Jonas Egeberg Olsen.
På Kielbergvej i Ringe er der på asfalten tydelige spor fra biler, der for nylig har kørt med høj fart på strækningen. Der er sågar tegnet en rød startlinje, så man kan se, hvor gaderæset præcist har foregået.
Ifølge Jonas Egeberg Olsen har kommunen mulighed for at fjerne streger, der er tegnet i asfalten, men det vil ikke forhindre gaderæs i byen.
- Uanset hvad den er lavet af, kan den fjernes. Problematikken er, at der er nogen, der kører ræs, og selv om vi fjerner startlinjen i dag, kan de bare tegne en ny, siger han.
Gaderæs er vanvidskørsel
I 2021 har der i hele landet været stor fokus fra politiets side på vanvidskørsel, hvor bilister bliver fanget med alt for høje hastigheder på motorveje, landeveje og i byerne. Gaderæs defineres også som vanvidskørsel, forsikrer Fyns Politi, der tager de mange anmeldelser i området alvorligt.
- Lige så snart man starter med at køre om kap - uanset hastighed - så er det kap- og væddeløbskørsel, og det er noget, vi kigger meget strengt på, forsikrer Anders Brahe.
Selv om det som udgangspunkt er ulovligt at køre om kap i biler, findes der også lovlige gaderæs. Det kræver dog tilladelse fra Fyns Politi og kommunen og har tidligere fundet sted på Stat-Ene-Vej i Odense.