Søndag kan du møde Henning: Kæmper for at redde flere støvsugere

Henning Bager fra Nalle Støvsuger Center hjælper forskere og producenter med at få støvsugerne til at holde længere.

Det kan tit være et bøvl at reparere støvsugere, og det skyldes, at producenterne ikke laver ens reservedele eller at reservedelene hurtigt udgår.

- Jeg fatter ikke, at man ikke laver flere standard-komponenter, der kan bruges til alle støvsugere, siger Henning Bager, der er reparatør og sælger hos Nalle Støvsuger Center i Odense.

Desuden kan støvsugermotorerne være kapslet helt ind i plastik, så selv en lille fejl som for eksempel et stykke kul, der er brændt af, ikke kan laves, fordi man ikke kan komme ind til motoren.

Og det irriterer Henning Bager. For det medfører, at selv en mindre defekt betyder, at støvsugeren skal smides ud.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet viser, at over to tredjedele af de støvsugere, der smides ud på genbrugscentrene, virker enten helt eller delvist, og at en mindre reparation kunne redde mange af dem fra shredder-døden.

Nilfisk: Stort svind

Henning Bager er med i TV 2/Fyns og Syddansk Universitets Frit Lejde-kampagne, og det er blandt andet muligt at få en snak med ham på Villestofte Genbrugsstation i Odense søndag mellem klokken 11 og 16. 

Den fynske støvsuger-reparatør har flere gange haft besøg af ingeniører fra blandt andre Nilfisk, der gerne vil have input til, hvordan man kan gøre støvsugerne mere holdbare og lettere at reparere.

- Og det er en stor tilfredsstillelse, at man kan få lov til at sætte sit fingeraftryk på fremtidige modeller, siger Henning Bager.

Hos Nilfisk er direktør for social ansvar og bæredygtighed, Ann-Katrine Friis, enig med Henning Bager i, at der smides for mange maskiner ud.

- Der er et stort svind, og mange maskiner, der virker, bliver smidt ud. I andre lande, for eksempel England, er der et meget større genbrug af støvsugere og elektriske apparater, siger hun.  

Ann-Katrine Friis, Nilfisk

Hun tror dog, at genbrugstrenden er på vej frem, og hun er spændt på, hvilke oplysninger Syddansk Universitet får ud af Frit Lejde kampagnen.

En af de ting, som Henning Bager mener kunne hjælpe reparatørerne, er, at de kunne aflevere støvsugere, som de har undersøgt, men som ikke kan repareres, gratis på genbrugsstationen.

- I dag tilbyder vi kunderne et gratis tjek på, om deres støvsuger kan repareres, men når vi så skal af med den på genbrugsstationen, skal vi betale for det. Det skal den enkelte forbruger ikke, hvis han bare smider den ud, siger Henning Bager. 

 

Om Frit Lejde Kampagnen