I det fynske folks tjeneste

44 patienter på OUH muligvis smittet af syg læge

En kirurg med en kronisk hudlidelse er muligvis skyld i, at der har været et øget antal infektioner under hofteoperationer foretaget i både Odense og Svendborg.

Infektionerne har vist sig på forskellige tidspunkter i forløbene, og operationerne er foretaget i både Odense og Svendborg.  Foto: Alexander Aagaard

44 patienter med kunstigt hofteled har fået en infektion under deres hofteoperationer foretaget på Ortopædkirurgisk Afdeling O på Odense Universitetshospital, OUH. Det oplyser sygehuset i en pressemeddelelse

Læs også OUH: Telefonnedbrud var ’voldsomt usikkerhedsskabende’ – men ingen patienter var i livsfare

Det øgede antal infektioner kan muligvis føres tilbage til operationer foretaget af en kirurg med en kronisk hudlidelse. Kirurgen er efterfølgende stoppet med at udføre hofteoperationer eller andre indgreb og varetager nu andet arbejde, hvor der ikke er infektionsrisiko.

- Vi kan ikke endegyldigt sige, at lægens hudlidelse er skyld i infektionerne, men der er en risiko, og den risiko kan vi ikke sidde overhørig. Derfor har vi taget beslutningen om at flytte kirurgen til andre opgaver, siger ledende overlæge på afdeling O Lonnie Froberg i en pressemeddelelse.

Kirurgen er en af vores dygtigste og mest erfarne kirurger. Det betyder, at han har opereret de mest syge patienter 

Lonnie Froberg, ledende overlæge

Flere patienter lever ikke længere

Det har ikke været åbenlyst, at der var et øget antal patienter, der havde fået en infektion på afdeling O. Det er først, da man sammenholder genindlæggelser med andre data, at der viser sig, at der er øget forekomst af infektioner, der kan have relation til den pågældende læge på afdeling O.

- Kirurgen er en af vores dygtigste og mest erfarne kirurger. Det betyder, at han har opereret de mest syge patienter med de mest komplicerede indgreb, som også i forvejen har den højeste infektionsrisiko, siger Lonnie Froberg. 

Infektionerne har medført genindlæggelse og i en række tilfælde yderligere operation. De har vist sig på forskellige tidspunkter i forløbene, og operationerne er foretaget mellem januar 2016 og juli 2019 i både Odense og Svendborg. 

Seks patienter lever ikke længere. Ifølge OUH kan infektionen, som de fik på hospitalet, have haft en betydning. De fleste af de 44 patienter har efterfølgende fået en ny hofte. 

OUH-direktør beklager

Lægelig direktør på OUH Kim Brixen beklager over for de patienter, der har været udsat for infektionerne. 

- 44 patienter med en infektion er 44 for mange, og jeg skal være den første til at beklage over for de patienter, der har været udsat for dette. Vi er i en proces, hvor vi hele tiden arbejder på at forbedre patientsikkerheden og tager læring af alle de hændelser, der sker. Jeg hæfter mig ved, at det netop er vores nye daglige overvågningssystem, der gjorde, at vi opdagede udsvinget i antallet af infektioner, siger Kim Brixen.

Jeg skal være den første til at beklage over for de patienter, der har været udsat for dette

Kim Brixen, lægelig direktør

De 44 patienter, der har haft en infektion, som kan have haft betydning for deres sygdomsforløb, er blevet kontaktet af en læge. De har også per brev fået vejledning i, hvordan de kan klage og søge erstatning.

OUH har orienteret Patienterstatningen og Styrelsen for Patientsikkerhed om sagen.