I det fynske folks tjeneste

Alle mand om bord: Tusindvis har benyttet sig af gratis færger

Der har været en overvældende interesse for de gratis færgeruter i det sydfynske øhav og i resten af Danmark.

Assens-Baagø er en af de fynske færgeruter. Foto: Ole Holbech

Cirka 83.000 cyklende og gående danskere har i juli sejlet gratis med danske færger.

Det svarer til 2600 cyklister og 14.000 gående, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Og det er blot tal for 34 ud af de i alt 56 færger, der har tilmeldt sig ordningen med gratis færgerejser for gående og cyklister i juli. Mere end ti af ruterne går til øer i det fynske øhav.

Læs også Gratis færger til handicappede i biler

Transportminister Benny Engelbrecht (S) erklærer sig "overvældet" over den store interesse.

- Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ser ud om nogle uger, når sommervejret forhåbentlig er kommet igen, og endnu flere har fået ferie, siger Benny Engelbrecht i pressemeddelelse.

Ordningen har også mødt kritik

De gratis færgeture er en del af den politiske sommerpakke, der skal styrke turisme og aktiviteter i Danmark over sommeren i ly af coronakrisen.

Der har dog også været indvendinger mod den gratis færgefart.

Jeg ved, at det for mange øboere har været lidt af en overraskelse med det store rykind her i begyndelsen

Benny Engelbrecht, transportminister (S)

Fra de mindre øer har der lydt kritik, fordi juli i forvejen er en af de travleste perioder hele året for færgerne.

Derfor, forklarede Lars Hansen, der er konstitueret formand i Småøernes Færgeselskaber til DR tidligere i juli, kommer de gratis ruter ikke særlig belejligt.

Tålmodighed sat på prøve

Benny Engelbrecht sender dog i pressemeddelelsen en tak afsted for tålmodigheden og tolerancen hos de små øer.

- Jeg ved, at det for mange øboere har været lidt af en overraskelse med det store rykind her i begyndelsen, og at tålmodigheden flere steder er blevet sat på en prøve.

- I den forbindelse vil jeg gerne rette en særlig tak til de mange færgeselskaber, der har tilmeldt sig ordningen, og som hver dag lykkes med at få de fastboende og de mange turister godt og sikkert til og fra øerne, siger ministeren.

Fakta

Her er færgeruterne, som du kan sejle gratis med:

 

Sjællands Odde-Ebeltoft

Sjællands Odde-Aarhus

Køge-Rønne

Gudhjem-Christiansø

Hundested-Rørvig

Havnsø-Sejerø

Holbæk-Orø

Kalundborg-Samsø

Stigsnæs-Agersø

Stigsnæs-Omø

Stubbekøbing-Bogø

Bandholm-Askø

Fejø-Kragenæs

Femø-Kragenæs

Tårs-Spodsbjerg

Fåborg-Søby

Fåborg-Avernakø-Lyø

Svendborg-Ærøskøbing

Svendborg-Skarø-Drejø

Rudkøbing-Marstal

Rudkøbing-Strynø

Assens-Baagø

Søby-Fynshav

Bøjden-Fynshav

Ballebro-Hardeshøj

Barsø Landing - Barsø

Aarø-Aarøsund

Snaptun (Horsens)-Endelave

Hov-Samsø

Hov-Tunø

Hammer Bakke-Orø

Grenaa-Anholt

Udbyhøj Nord - Udbyhøj Syd

Hals-Egense

Frederikshavn-Læsø

Feggesund overfart

Næssund overfart

Hvalpsund-Sundsøre

Branden-Fur

Kleppen-Venø

Thyborøn-Agger

Esbjerg-Fanø

Livø-Rønbjerg

Mellerup-Voer

Marstal-Birkholm

Faaborg-Bjørnø

Aalborg-Egholm

Hjarnø-Snaptun

Kulhuse-Sølager

Seahawk (Øhop Sydfyn)

Hjarnø-Alrø

Havnsø-Nekselø

Svendborg-Hjortø

 

 

Kilde: Transport- og Boligministeriet