Analyse: Det er stilhed før stormen på OUH

Antallet af indlagte danskere i forbindelse med coronavirus er vokset markant de seneste dage.

De seneste dage er antallet af indlagte steget fra 28 søndag til 62 mandag. Ud af dem er ni indlagt i Region Syddanmark.

Det samlede antal indlagte stiger ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) lige nu med "meget stor hastighed".

- Uden på nogen måde at komme med nogen dommedagsprofetier må situationen på nuværende tidspunkt betegnes som værende ganske alvorlig. Siden søndag er antallet af indlagte med coronavirus på landets sygehuse mere end fordoblet. Som sundhedsminister Magnus Heunicke også siger på dagens pressemøde, at hvis den udvikling fortsætter, så har vi et sundhedsvæsen, som har svært ved at håndtere det, siger TV 2/Fyns Allan Spangsberg, som i en årrække har fulgt det fynske sundhedssystem tæt.

Nogenlunde samme besked kom OUH med, da TV 2/Fyn talte med dem tidligere på mandagen. De håber, at den kraftigt stigende kurve med antallet af indlagte meget snart knækker.

- Lige nu er de fint med. Der er god kapacitet og god plads. Men det er vist, hvad vi må betegne som værende stilhed før stormen, siger Allan Spangsberg.

Omskoling

Odense Universitetshospital har derfor travlt med at forberede sig på et scenarie med mange og alvorligt coranasyge patienter på intensivafdelingen.

- Her er der lige nu 54 pladser, og den kapacitet skal øges hurtigst muligt. De skal også bruge nogle flere respiratorer, og derfor aflyser man nu nogle planlagte operationer for at få dem frigivet, siger Allan Spangsberg.

En lang række ikke-akutte operationer og behandlingerer vil i den kommende tid blive udskudt, og op mod et par hundrede medarbejdere skal på kort tid omskoles til nye funktioner - blandt andet på intensivafdelingerne.

- Dem, der normalt arbejder operationssygeplejersker og anæstesisygeplejersker, hvis fag ligger tættest op ad det at arbejde på intensiv, er højst sandsynligt dem, der først bliver omskolet. Men det stopper ikke der. Det kommer til at berøre en stor, stor del af personalegrupperne på OUH i løbet af de kommende par uger, siger Allan Spangsberg. 

 

Oversigt

    Oversigt