Arriva straffes for mangelfuld togdrift på Svendborgbanen

Arriva skal betale næsten en halv million kroner i bod for mangelfuld togdrift på Svendborgbanen.

Togdriften på Svendborgbanen har i løbet af sommeren været ramt af massive problemer med forsinkelser og aflysninger, og Arriva, der driver Svendborgbanen, skal betale næsten en halv million kroner i bod, oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S).

For juli og august, hvor togdriften har været særligt udfordret, skal Arriva samlet set betale 468.620 kroner i bod for den mangelfulde togdrift. Derudover har transportministeren indkaldt til et møde for at finde en løsning på problemerne.

- Jeg ser med stor alvor på den aktuelle drift på Svendborgbanen og forventer, at Arriva ved det planlagte møde med forligskredsen redegør for, hvordan de vil rette op på punktligheden, siger Benny Engelbrecht.

Så ofte har togene været forsinkede

Ifølge kontrakten med Arriva skal operatørpunktligheden samlet set være på 95,8 procent eller bedre. Det har dog ikke været tilfældet siden april.

Hvad er operatørpunktlighed?

I de tre sommermåneder har operatørpunktligheden på Svendborgbanen ligget under 94 procent. I juni var den nede på 91,6 procent.

- Det er ikke første gang, at togdriften på Svendborgbanen er udfordret på punktligheden. Jeg opfordrer derfor til, at vi fra vores side samarbejder om at løse de konkrete problemer med de redskaber, vi som politikere har til rådighed, siger transportministeren.

Arriva skal holde sig over den gule streg, og det har ikke været tilfældet siden april.
Arriva skal holde sig over den gule streg, og det har ikke været tilfældet siden april.

Ud over Arriva er en ekspertgruppe omkring Svendborgbanen samt repræsentanter for pendlerne på strækningen indkaldt til et møde i håb om at finde en fælles forståelse af situationen.

Arriva overtog driften af Svendborgbanen fra DSB i slutningen af 2020 og har den som udgangspunkt frem til 2028. 

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Arriva, men trafikselskabet er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Opdatering
Arriva har dagen derpå kommenteret forsinkelserne og aflysninger. Læs historien her: https://www.tv2fyn.dk/artikel/arriva-reagerer-paa-oekonomisk-straf-for-mangelfuld-togdrift-paa-svendborgbanen

Oversigt

    Oversigt