Coronasmittede partnere må gerne være med til fødsel

Sundhedsstyrelsen slår fast over for landets regioner, at smittede partnere gerne må være med ved fødsler.

Coronasmittede partnere må gerne være med til fødslen. Det slår Sundhedsstyrelsen fast over for DR.

Regionerne har hidtil haft forskellige regler. Nogle regioner har ikke tilladt smittede partnere at komme med til fødslen, mens andre regioner har tilladt det.

Sundhedsstyrelsen vil nu komme med retningslinjer, der skal gælde i hele landet. I den vil det lyde, at smittede partnere som udgangspunkt skal have lov til at komme med ind på fødegangen.

Det siger Bolette Søborg, enhedschef og overlæge i Sundhedsstyrelsen.

Det er en ekspertgruppe, der har været med til at rådgive om de opdaterede retningslinjer.

- Der var konsensus i ekspertgruppen om, at det er en særlig begivenhed at føde. Derfor er det væsentligt, at man som partner i videst mulige omfang får lov til at deltage, siger Bolette Søborg.

Hun fortæller, at de nye retningslinjer vil være gældende fra den kommende uge. Der vil være mulighed for enkelte undtagelser, men de er ikke specificeret i retningslinjerne.

Der kan være omstændigheder på det enkelte sygehus eller region, der gør, at man undviger fra partneres mulighed for at deltage i fødslen.

Tager deres forholdsregler

Bolette Søborg fortæller til Ritzau, at der hele tiden har været coronasmittede fødende på fødegangene. I den forbindelse tager sygehusene forholdsregler, der skal gøre, at personalet ikke bliver smittet.

- Og det er de samme forholdsregler, der skal tages, uanset om det er partneren eller den fødende, der er smittet. Det er man vant til at håndtere, siger hun.

De samme erfaringer skal sikre, at der kan være både særligt udsatte og coronasmittede på samme fødegang, uden at smitten spreder sig.

- Og det er klart, der skal man have de rette processer og mekanismer på plads, sådan at man sørger for at beskytte mod videre smitte fra den fødende eller vedkommendes partner, som er positiv, siger Bolette Søborg.

Det var henvendelser fra borgere, der i første omgang gjorde styrelsen opmærksom på, at regionerne havde forskellige måder at gøre det på.

Region Hovedstaden, Region Nordjylland og Region Syddanmark tillader i øjeblikket ikke coronasmittede partnere at komme med ind til fødslen, skriver DR.

Oversigt

    Oversigt