Facebook skovler millioner ind på Fyn

Overskud på 217 millioner kroner sidste år. Selskabet bag centrene har nu en formue på 12,5 milliarder danske kroner.

Facebook i Odense er big business.

Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra selskabet Cassin Networks, der ejer Facebook i Odense.

Tech-giganten i Odense fik sidste år et overskud på 217 millioner kroner - en stigning på 31 millioner kroner.

Omsætningen steg med 558 millioner kroner til i alt 2,9 milliarder kroner. Ifølge ledelsesberetningen skyldes væksten en stigning i omsætningen mellem koncernens datahosting-tjenester.

Selskabets egenkapital er nu på 12,5 milliarder kroner.

Selskabet har tre server-haller i Odense og endnu to undervejs, der forventes færdige i 2025.

De eksisterende haller leverer i dag fjernvarme til 6.900 husstande - med fuld serverkapacitet vil det tal kunne stige til 18.000 husstande.

Der er i øjeblikket et par hundrede medarbejdere ansat på Facebook, men de kommende byggerier forventes at kunne beskæftige op mod 1500 har Facebook tidligere oplyst til Fyens Stiftstidende.

Cassin Networks forventer i 2022 at kunne levere samme økonomiske nøgletal som i 2021. 

Oversigt

    Oversigt