Flere børn får privat lektiehjælp - men er det godt eller skidt?

Flere forældre vælger at betale for privat lektiehjælp til deres børn, og det er en tendens, som bekymrer ekspert og politikere.

Det er torsdag eftermiddag, og selvom skoledagen egentlig er slut, så er der fuld gang i læringen i Asperup. Niårige Freja Sørensen har nemlig besøg af sin mentor, Ida, som en gang om ugen underviser Freja Sørensen i dansk. 

- Freja har lige været et par skridt bagud hele tiden, og det var svært for hende at komme med igen. Derfor havde hun brug for nogle succesoplevelser. Jeg følte, at det, jeg gjorde med at læse og skrive, var én ting, men jeg havde brug for mere hjælp," fortæller Frejas far, Morten Sørensen.

Den situation er ikke helt usædvanlig. MentorDanmark, som er Danmarks største udbyder af privat lektiehjælp, har oplevet en stigning i efterspørgslen på 17 procent sammenlignet med forrige skoleår.

En stigning, der kommer samtidig med, at der er sket et fald i trivslen i folkeskolen. Derudover viste den seneste Pisa-rapport, som undersøger elevernes evner i læsning, matematik og naturfag, i december, at danske skoleelever er "væsentligt dårligere" i læsning og matematik, end sidst undersøgelsen blev gennemført i 2018.

Den stigende brug af privat lektiehjælp er et tegn på, at der er brug for forbedringer i folkeskolen, mener Socialdemokratiets folkeskoleordfører, Sara Emil Baaring:

- Jeg tror, det er et symptom på, hvordan vores folkeskole har det. Derfor er det virkelig vigtigt, at vi stepper op herinde og kigger på, hvordan vi kan understøtte lærerne, ledelsen og bestyrelserne i at give vores børn en god skoledag.


Den stigende brug af privat lektiehjælp bekymrer Sara Emil Baaring (S)
Den stigende brug af privat lektiehjælp bekymrer Sara Emil Baaring (S)
Foto: TV2


Der er også bekymring at spore hos professor i uddannelsesvidenskab og leder af Center for Grundskoleforskning ved Syddansk Universitet, Nikolaj Elf:

- Det giver jo sig selv, at det kan skabe en form for ulighed, at der er nogen, der har nemmere og bedre adgang til at kunne klare sig godt end andre, bare fordi de kommer fra nogle mere ressourcestærke familier.

Prisen for et mentorforløb med 48 timers undervisning hos MentorDanmark er 16.272 kroner. Det økonomiske aspekt er også noget, der fylder for Sara Emil Baaring (S).

- Det er ikke sådan, det skal være. Det skaber et A- og et B-hold, men jeg vil ikke klandre de enkelte forældre for at gøre det. Omvendt tror jeg også, folkeskolen gør det bedste, de overhovedet kan, for at hjælpe eleverne derude.


Forsker i uddannelsesvidenskab fra SDU, Nikolaj Elf, mener, at en del af løsningen allerede er i folkeskolen.
Forsker i uddannelsesvidenskab fra SDU, Nikolaj Elf, mener, at en del af løsningen allerede er i folkeskolen.
Foto: Ken Petersen


Regeringen fremlagde for nylig dens udspil til, hvad der skal ændres i folkeskolen. Som en del af udspillet er, at der nu skal være intensive undervisningsforløb, som er undervisning af et mindre hold af elever med udfordringer. Det forslag peger både Sara Emil Baaring (S) og Nikolaj Elf på som en mulig løsning på nogle af de udfordringer, vi ser i dag. Og det er måske ikke nødvendigt med en total gentænkning af folkeskolen, hvis man spørger Nikolaj Elf:

- Jeg synes, det er vigtigt, og det peger forskning også på, at man som skole, skoleleder og lærer kommunikerer overfor forældrene, at det ikke nødvendigvis er et behov for eleven at skulle have ekstra lektiehjælp. Jeg tror faktisk, at rigtig mange af ressourcerne er på skolerne, og det handler om en bedre dialog mellem forældre og skole.

Den præmis køber Freja Sørensen far, Morten Sørensen, dog ikke helt. Hans datters skoleliv har været præget af udfordringer, hvilket blandt andet har medført et skoleskift. Derfor var det ifølge faren tid til at gøre noget andet:

- Vi følte ikke rigtigt, at vi blev hørt, og vi følte ikke, at vi kunne vente måske et år eller to på, at der skulle ske noget. Hun havde rigtig, rigtig svært ved at knække den her kode for at kunne komme videre. Derfor tror jeg ikke, at tålmodighed havde gjort så meget andet end måske bare at gøre det værre. 

Morten Sørensen har da heller ikke fortrudt beslutningen om at betale for privat lektiehjælp. Ifølge ham er resultaterne ikke til at tage fejl af: 

- Skolen kan se, at hun nu ikke giver op så hurtigt. Hun har fundet nogle strategier for, hvordan hun kommer igennem det her. Hun har det stadig svært, men hun er blevet mere modig. Så de succesoplevelser, som vi søgte, er hun begyndt at få nu, og det, tænker jeg, må være det første skridt på vejen for hende.

Morten Sørensen og Freja Sørensen kigger resultaterne af dagens undervisning igennem
Morten Sørensen og Freja Sørensen kigger resultaterne af dagens undervisning igennem
Foto: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt