For mange dropper ud af SOSU-uddannelsen: 72-årige Lone frygter plejehjemmet

De fynske kommuner mislykkes med rekrutteringen af SOSU-hjælpere og -assistenter cirka hver fjerde gang. Odense-rådmand vil forbedre praktik med 10 millioner kroner om året. Andre fynske kommuner er også på vej med initiativer.

72-årige Lone Lerche træner fast i fitnesscenter tre gange om ugen. Og målet er helt klart: At holde sig ude af plejehjemmet så længe som muligt.

- Når jeg taler med mine veninder, så er vi enige om, at vi håber, vi aldrig skal på plejehjem. For med den standard, der er i dag, så er det ikke trygt, siger Lone Lerche.

Vi møder Lone Lerche i hendes faste fitnesscenter på havnen i Svendborg en onsdag formiddag. Her er næsten flere seniorer end unge.

For Lone Lerches frygt for plejehjemslivet er ikke ubegrundet.

Den fynske ældrepleje har store problemer med at rekruttere arbejdskraft.

Nye tal fra Robusthedskommissionen, som udkom mandag, viser, at de fynske kommuner har så svært ved at rekruttere SOSU'er, at det mislykkes hver fjerde gang.

Udfordringerne afspejler sig allerede i kommunernes vikarbudgetter, som for fleres vedkommende er eksploderet siden 2017. Især Nyborg, Odense og Nordfyn har oplevet store stigninger i udgifterne. 

Især Odense, Nyborg og Nordfyns kommuner har store ekstraudgifter til vikarer i ældreplejen. Det viser nye tal fra Robusthedskommissionen.
Især Odense, Nyborg og Nordfyns kommuner har store ekstraudgifter til vikarer i ældreplejen. Det viser nye tal fra Robusthedskommissionen.
Foto: Grafik: David Moritz

Nyt initiativ i Odense

Manglen på kvalificerede hænder i ældreplejen gør Lone Lerche utryg.

- Ja, det gør det da. Jeg håber virkelig, jeg kan blive i mit eget hjem, indtil jeg skal nedenunder, siger hun og peger sigende ned i gulvet.  

Men i Odense skal de ældre ikke leve med den frygt, mener ældre-rådmand Brian Dybro (SF).

En af de ting kommunerne kæmper med - og som Robusthedskommissionen også peger på - er behovet for at få flere til at tage en uddannelse indenfor sundheds- og ældreområdet.

Og derfor foreslår Brian Dybro nu permanent at afsætte 10 millioner kroner om året til at forbedre SOSU-uddannelsen i Odense. 

- Vi tager lidt af presset fra eleverne, giver dem lidt mere vejledning, og sørger for at de har nogle gode forhold under praktikken. Håbet er, at flere vil gennemføre uddannelsen, siger Brian Dybro.

Odense Kommune har allerede i tre år sat 10 millioner kroner af om året til at styrke SOSU'ernes praktiktid.

Men de ekstra penge til bedre vejledning har indtil videre kun været midlertidige. Så i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger foreslår SF's ældrerådmand nu, at ordningen gøres permanent. 

Mere tid til sparring

23-årige Bianca Toporan er en af Odenses cirka 1400 SOSU-elever, der får glæde af de ekstra millioner. 

Lige nu er hun i praktik på Plejehjemmet Ejlstrup ved Korup, hvor de ekstra penge blandt andet går til mere vejledning og sparring. Og det er en god idé, mener SOSU-eleven. 

- Jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker, og jeg kan godt lide mit arbejde, og jeg nyder den relation, man får med borgerne. Men det kan også godt være lidt et chok for nogle, når de kommer fra skolen og ud i praktik, siger 23-årige Bianca Toporan.

Derfor sætter hun pris på mere faglig sparring. Det samme gør hendes vejleder Kirsten Storm. 

- Vi kan bedre fordybe os. Hvis der er nogle elever, der har det lidt svært, så har vi bedre tid til at hjælpe dem igennem. Jeg synes, det er en god investering i at få så mange ud på den anden siden, som muligt, siger Kirsten Storm.

Kommer til at mangle 400

Og Odense er langtfra den eneste fynske kommune, der forsøger at løse problemet med manglende SOSUer.

I Faaborg-Midtfyn Kommune skal politikerne i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger beslutte, om de vil sætte yderligere to millioner kroner af, så der er penge til at lønne flere SOSUer i praktik i kommunen.

Andre kommuner har indført et tillæg, så SOSUerne får lidt mere i løn.

I Faaborg-Midtfyn kan helt unge også få fritidsjob på et plejehjem. Borgmester Hans Stavnsager (S) fortæller, at håbet er, at det giver flere unge lyst til at vælge ældreplejen senere i livet.  

Og behovet for flere hænder i ældreplejen er stort, understreger Brian Dybro. 

- Vi kan se, at der et alt for højt frafald, og det er et problem i en tid, hvor vi mangler ansatte. I 2030 kommer vi til at mangle 400 medarbejdere, og det kalder på, at vi bliver nødt til at sørge for, at de elever, der har søgt ind, gennemfører, siger rådmanden.

For behovet bliver ikke mindre i fremtiden.

I 2030 vil hver femte indbygger i landet være fyldt 70 år. Det er en stigning på fem procentpoint.

I nogle kommuner bliver presset endda endnu større. For eksempel på Langeland, hvor hver femte borger i 2030 vil være fyldt 80.



Oversigt

    Oversigt