Forsvarsindkøb kan give 300 fynske job

Forsvaret skal have nye pansrede mandskabsvogne og alt efter hvilken producent, der får ordren, kan det skabe masser af job i Odense.

Hvis ordren på mellem 200 og 450 mandskabsvogne tilfalder amerikanske General Dynamics, kan det skabe op mod 300 jobs hos samarbejdspartneren Falck Schmidt Defence Systems i Odense og deres underleverandører, skriver Berlingske.

Der er dog andre leverandører i spil. En af dem er fynske TenCate men også det tyske Flensburger Fahrzeugbau Gesellschaft, som i givet fald vil samle mandskabsvognene i Fredericia.

De fynske virksomheder skal i givet fald levere forskelligt udstyr til vognene.

I alt har fem producenter afgivet bud på opgaven, der har været i udbud siden 2012.

Antallet af mandskabsvogne afhænger af, hvilken type, forsvaret beslutter sig for, og det kan ske allerede fredag, hvor Folketingets Forsvarsudvalg modtager forsvarets vurdering af tilbuddene.

Men under alle omstændigheder er der tale om en ordre for milliarder af kroner og er den største for tiden i Europa.

I følge Berlingske kan det danske valg af køretøj få indflydelse på andre landes køb på et senere tidspunkt.