Front med masser af regn på vej mod Fyn

Efter flere dage med solrigt septembervejr kommer en regnfront ind fra vest i løbet af eftermiddagen.

Den første efterårstorsdag er begyndt med solskin og blå himmel flere steder på Fyn, men der er et vejrskifte på vej i løbet af dagen. 

- Det er en smuk morgen. Der er solskin, og der er ret roligt, og det ser egentlig ganske fint ud i begyndelsen af september, siger Jens Ringgård Christiansen fra TV 2 Vejret. 

- Længere mod vest er der tungere skyer, konstaterer han dog.

En del regn på vej

Skyerne er på vej mod Fyn, og det er årsagen til vejrskiftet. 

- Som vi kommer længere op ad dagen, begynder skyerne at dominere, og henad eftermiddagen begynder der også være så tunge skyer, at det skal give regn, siger Jens Ringgård Christiansen. 

- Det er en front, som skal passere, og særligt i de sene eftermiddagstimer og tidlige aftentimer regner det en hel del, forudser han. 

Der vil så småt begynde at komme ophold i regnvejret torsdag aften. 

Temperaturen når inden regnvejret op på 19-20 grader, og når solen går ned, er den faldet til 15 grader.

Oversigt

    Oversigt