Fyn går glip af landets første fabrik til grønt flybrændstof

Idéen om at bygge en stor jetbrændstoffabrik ved Fynsværket er droppet. Fabrikken, der vil blive en af verdens største af sin slags, placeres i København.

Et forskerhold fra Syddansk Universitet offentliggjorde i oktober 2019 en rapport om, hvordan man kunne producere mere miljøvenligt brændstof til fly, og her blev det nævnt, at sådan en jetbrændstoffabrik kunne placeres ved Fynsværket nordøst for Odense. 

Sådan bliver det dog ikke.

Planerne om at bygge en stor brintfabrik, der skal forsyne lastbiler, skibe og fly med grøn energi, bliver efter planen realiseret i København. Det skriver Berlingske

Lufthavn med afgørende betydning

Ifølge avisen går en række af Danmarks største virksomheder, heriblandt Ørsted, Mærsk og DSV, sammen om at opføre det, der kan blive et af verdens største anlæg til produktion af bæredygtige brændstoffer. Fabrikken forventes at stå endeligt klar i 2030.

Ud over Ørsted, Mærsk og DSV deltager Københavns Lufthavn og SAS i projektet, og det er netop en af grundene til, at fabrikken placeres i København og ikke på Fyn.

- Vi har talt om Avedøre Holme og Amager som de steder, der er mest oplagte. Det er det både i forhold til at føre store mængder elektricitet i land og i forhold til at kunne shippe brændstoffer videre til andre destinationer. Derudover er det klart, at Københavns Lufthavn bliver en væsentlig aftager, og derfor er det en idé at placere det tæt på lufthavnen, siger topchef i Ørsted Henrik Poulsen til Berlingske. 

Derfor var Fynsværket oplagt

I oktober 2019 var Fyn ellers i spil. Dengang forklarede Henrik Wenzel, der stod i spidsen for forskerholdet på Syddansk Universitet, hvorfor Fynsværket, der ejes af Fjernvarme Fyn, var en oplagt placering. 

- Jeg vurderer, at der er stor sandsynlighed for, at en jetbrændstofsfabrik kan ligge ved Fjernvarme Fyn. Den måde, som Fjernvarme Fyn har tænkt fremtidens fjernvarme på, passer rigtigt godt til det her, lød det fra Henrik Wenzel til TV 2/Fyn

Fynsværket skal udfase produktionen af el og fjernvarme ved hjælp af kul inden for de næste år, og derfor ville en flybrændstoffabrik passe perfekt til Fjernvarme Fyn.

- Vores fjernvarmeselskab har et af de sidste kulfyrede kraftværker, og vi har besluttet, at vi skal være kulfrie senest i 2025. Så vi skal have erstattet vores tabte kulvarme med noget andet. En model kunne være, at man placerede en flybrændstoffabrik som nabo til vores anlæg, så vi kunne høste overskudsvarmen fra produktionen, sagde direktør for Fjernvarme Fyn Jan Strømvig dengang til Politiken.

At fremstille flybrændstof er en kompliceret proces, der blandt andet kræver adgang til rigeligt organisk affald - for eksempel fra landbruget - og et godt fjernvarmenet. Begge dele findes på Fyn. 

Samarbejdet om flybrændstoffabrik, der formentlig placeres på Benzinøen i København, skal være med til at sikre, at Danmark kan reducere sin CO2-udledning med 70 procent inden 2030 - samme år som fabrikken vil være fuldt udbygget. 

Den fynske virksomhed Nature Energy omdanner biogas til flybrændstof. Ifølge virksomheden kan man allerede i dag benytte sig af brændstoffet.

 

Oversigt

    Oversigt