I det fynske folks tjeneste

Fynsk sundhedspersonale vaccineres med omdiskuteret vaccine

Tirsdag er de første stik af coronavaccinen AstraZeneca blevet givet til det fynske sundhedspersonale. Men Dansk Sygeplejeråd og FOA er i tvivl, om vaccinen dækker godt nok.

5.000 sygeplejersker, plejehjemsansatte og andre i sundhedssektoren i Region Syddanmark vaccineres med AstraZeneca. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

De første 5.000 vaccinedoser fra AstraZeneca er ankommet til Region Syddanmark, og tirsdag er de første blevet vaccineret.

Vaccinen vil blive tilbudt sundhedspersonalet under 65 år på regionens sygehuse og kommunale plejehjem.

Læs også Mandagens coronatal: Smitten stiger igen flere steder på Fyn

Det er den tredje vaccine, der bliver taget i brug i Region Syddanmark. Men i modsætning til vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna får AstraZeneca-vaccinen kritik for kun at dække 60 procent. Samtidig er den ikke godkendt til personer over 65 år eller andre, der kan risikere et alvorligt sygdomsforløb med covid-19.

Sygeplejersker i tvivl

Derfor er Dansk Sygeplejeråd og FOA i tvivl om, de skal anbefale deres medlemmer at lade sig vaccinere med AstraZeneca.

- Det er vigtigt, at sundhedsmyndighederne står på mål for vaccinerne. Nu begynder alarmklokkerne at ringe rundt omkring i verden om AstraZenecas vaccine, og derfor må vi spørge myndighederne: Skal vores medlemmer sige ja til vaccinerne, siger Grete Christensen, formand i Dansk Sygeplejeråd til TV 2.

Spørger man Anders Fomsgaard, der er overlæge og virolog ved Statens Serum Institut, er der dog ingen grund til bekymring.

- Det er rigtigt nok, at vi har at gøre med en vaccine, som er sikker at give og med en effektivitet, som formentlig er mindre end Pfizers i forhold til at blive inficeret med covid-19. Men vaccinen gør sit job. Den giver 100 procent beskyttelse for den enkelte mod alvorlig sygdom, mod indlæggelse og mod død. Det er også værd at tage med, siger han.

Læs også 37-årig er vaccineret: - Jeg ville ikke have det særlig godt med corona

Hvis man er "så heldig" at blive tilbudt en vaccine, skal man ifølge Anders Fomsgaard takke ja "for min skyld, din skyld og for samfundets skyld", siger han til TV 2.

Det ventes, at yderligere 6.100 AstraZeneca-vaccinedoser vil ankomme på fredag. De vil blive fordelt med cirka halvdelen til regionsansatte på sygehusene og halvdelen til kommunale, oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.