Fynske børn samlede flere tons affald ind på en uge - Så meget fandt de i din kommune

Fyn er blevet et pænere og renere sted at være, efter at mere end 17.000 fynske børn har forårsrengjort naturen for affald.

I slutningen af marts drog børn fra skoler og daginstitutioner i hele landet ud i naturen for at samle affald.

Også på Fyn hvor der blev fundet enorme mængder engangsemballage – en affaldstype, som årets indsamling satte særligt fokus på, og som de frivillige indsamlere var blevet bedt om at tælle og registrere.

På landsplan blev der registreret 392.000 stykker engangsemballage – heriblandt 55.000 øl- og sodavandsdåser og 26.000 engangskopper.

- Det er tankevækkende, at vi på en enkelt uge kan finde så meget affald og så mange stykker engangsemballage i naturen, og det viser tydeligt, at vi som samfund har et problem med vores affald og omgang med ressourcerne, lyder det fra Maria Reumert Gjerding, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, i en pressemeddelelse.

Rekordmange deltagere

De fynske indsamlere fandt lidt over 41.000 stykker engangsemballage, og samlet blev det til lidt over 12 tons affald svarende til lidt over en tiendedel af den samlede indsamling.

På kortet herunder kan du se, hvordan indsamlingen fordeler sig på de fynske kommuner.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke overraskende Odense, der har samlet den største mængde affald i uge 12. 

Tallene er baseret på indberetninger fra 72 forskellige indsamlinger. Til sammenligning har der været to indsamlinger på Ærø.

Omkring 225.000 børn og voksne var ude at samle skrald i løbet af uge 12. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er det rekord.

- Vi er enormt taknemmelig for den store opbakning og det store engagement, vi har oplevet i år. Ikke alene har det betydet, at naturen er blevet lettet for ubegribeligt meget affald – det har også været en god anledning til at minde os selv og hinanden om, hvor vigtigt det er at passe på naturen og på vores ressourcer, lyder det fra Maria Reumert Gjerding.

I alt blev der indsamlet over 100 tons affald i hele landet i uge 12.

Oversigt

    Oversigt