I det fynske folks tjeneste

To gange Emil går forrest i GOG-sejr over Mors-Thy

Emil Jakobsen og Emil Lærke blev topscorere for GOG, da fynboerne slog Mors-Thy og hentede to point.

GOG vandt søndag over Mors-Thy Foto: Tim K. Jensen/Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

GOG og Mors-Thy lå side om side i Primo Tours Ligaen før lørdagens kamp, og det var til at se på måltavlen i opgøret, der var tæt til sidste minut.

Skarpe præstationer af de to gange Emil - Emil Jakobsen og Emil Lærke - sørgede dog for, at GOG hentede en smal sejr på 26-25.

Jakobsen sluttede som topscorer som afsender på ni af holdets mål, mens Lærke bidrog med fem pletskud.

Læs også Fyn får egen curlinghal: - Det er som en tidlig julegave

Sejren bringer de fynske vicemestre op på 18 point på ottendepladsen i herrernes håndboldliga, mens Mors-Thy er en tak længere nede med 16 point.

I første halvleg skiftedes holdene til at tage føringen, og det var kun to mål i sidste minut af Emil Jakobsen, der sørgede for, at fynboerne gik til pausen foran 14-12.

Fire minutter inde i anden halvleg udlignede Mors-Thy til 14-14, og så var det igen helt lige.

Sådan fortsatte det sådan set helt frem til fem minutter før tid, hvor GOG bragte sig foran med to mål og fik lidt luft.

En reducering af Marcus Dahlin skabte spænding i de sidste 30 sekunder, men GOG holdt stand.