Gustav får 13.000 kroner tilbage i skat: Se, hvor mange penge fynboerne i alt skal have tilbage

Nu tjekker den overskydende skat, som knap 300.000 fynboer har betalt for meget i 2021, ind på bankkontoen. Se, hvilke fynboer der får flest penge tilbage i skat.

Tusindvis af kroner strømmer ind på fynboernes bankkonti fredag, når knap 1,5 milliarder kroner bliver udbetalt i overskydende skat til det fynske folk.

For nu begynder Skattestyrelsens udbetaling af den overskydende skat, som er blevet betalt for meget i 2021.

I alt udbetales 19,9 milliarder kroner tilbage til danskerne, oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

En af dem, der skal have penge tilbage, er 24-årige Gustav Kramer, som er studerende og bosat i Odense. Han skal have 13.000 kroner tilbage, og pengene ryger direkte ind på opsparingen.

- Det er bevidst, men det er ikke bevidst, at det skulle være så mange penge. Jeg har sat min forskudsopgørelse sådan, at jeg var sikker på ikke at gå i minus.

- Jeg ser det som en bonus. Jeg tænker ikke over, at det kunne være fordelt over hele året. Det er en positiv ting, når jeg skal have så mange penge udbetalt på én gang, siger Gustav Kramer.

Skal helst gå i nul

Selvom udbetalingen er en festdag for mange, er det dog, som Gustav Kramer nævner, et udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af 2021.

- Jeg kan godt forstå, hvis de fleste ønsker at få penge tilbage, men udbetalingen af overskydende skat, er et udtryk for, hvor god man er til at lave ens forskudsregistrering. Man skal selvfølgelig helst gå i nul, det er formålet, siger Jan Møller Mikkelsen, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

De knap 300.000 fynboer, der skal have overskydende skat tilbage, får i gennemsnit 4.989 kroner.

De fynboer, der i årets løb har betalt for lidt i skat og skal betale restskat, skal i gennemsnit betale 7.103 kroner tilbage. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Faaborg-Midtfyn Kommune får mest tilbage i skat

Borgere i Faaborg-Midtfyn Kommune har i gennemsnit mest overskydende skat sammenlignet med de resterende fynske kommuner. 

Her skal godt 2.000 borgere i gennemsnit have 5.450 kroner tilbage. Omvendt er den gennemsnitlige overskydende skat lavest i Langeland Kommune, hvor knap 8.000 borgere i gennemsnit har overskydende skat for 4.190 kroner.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man har gæld til det offentlige, bliver gælden modregnet i de overskydende skatter inden udbetaling, hvorefter en eventuel resterende del bliver udbetalt.

Udbetalingen af overskydende skat kan tilbageholdes af Skattestyrelsen, hvis den vurderer, at en borger mangler at give oplysninger til årsopgørelsen, eller hvis der er store udbetalinger, som skal gennemgås.

Oversigt

    Oversigt