H C Andersen Marathon igang

Odense bliver stærkt præget af, at det 13. H C Andersen Marathon bliver holdt søndag. Faktisk bliver der løbet fire løb i løbet af dagen.

Udover selve H C Andersen Marathon er det halvmarathon for kvinder, minimarathon for børn og unge og så ParMarathon.

Størst er H C Andersen Marathon med 2906 deltagere.

13 eliteløbere har meldt sig klar til løbet og arrangørerne tror på ny løbsrekord.

Den hurtigste marathon på dansk grund blev i 2010 løbet ved H.C. Andersen Marathon.

Kenyaneren Raymond Kiplagat Kandie løb i mål på 2.10,43, og elitefeltet i år giver optimisme med hensyn til en ny rekord.

- Det er et vildt stærkt felt. Det er lykkedes os at få 13 superstærke mandlige eliteløbere til start, heraf 10 kenyanere. Sammen med stærke navne fra Eritrea, Polen og Ukraine udgør de et felt, der med de rette vejrbetingelser på dagen vil bringe rekorden i alvorlig fare, siger elitekoordinator Mads Stryhn fra H. C. Andersen Marathon.

Ruten i Odense er kendt som landets hurtigste marathonrute, og det får også formanden til at håbe på ny rekord.

- Umiddelbart ligger sejren til rekordholderen Kandie, der imidlertid nok skal få kamp til stregen fra ikke mindst landsmændene Linus Kipkosgei Mayyo, der har løbet fine 2.11,59 i højderne i Nairobi og Peter Biwott.

TV FYN sender søndag fra klokken 9.45 direkte fra H C Andersen Marathon i fire timer og tre kvarter.

Oversigt

    Oversigt