Hård kamp for GOG-stjernen: Gidsel bliver på hotellet under træning efter slag

GOG-profilen Mathias Gidsel manglede ved de danske håndboldherrers træning i Debrecen søndag eftermiddag.

Efter at have modtaget en slag i lørdagens storsejr over Slovenien var Mathias Gidsel blevet hjemme på hotellet.

Det er svært at svare på, hvor ilde tilredt den vævre GOG-spiller er, mener landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Han er hjemme på hotellet og har fået et slag til maveregionen. Lige nu får han den ro og pause, han skal have, og så håber vi, at han er klar til at spille. I hvert fald på torsdag, siger han.

Med torsdag refererer landstræneren til første kamp i mellemrunden. Det vides endnu ikke, hvem modstanderen bliver her, men Danmark har allerede sikret sig adgang.

Danmark vandt

Lørdagens sejr sikrede nemlig Danmark gruppens førsteplads og to point med videre. Mandag venter sidste gruppekamp mod Nordmakedonien, men den er uden betydning for Danmarks videre færd.

Med fire dage til næste betydende kamp er Nikolaj Jacobsen endnu ikke bekymret for, om Gidsel kan komme i spil.

- Nej, så langt er vi ikke. Der skal lige gå en dag eller to mere, inden det begynder at bekymre mig. Lige nu er han da ramt, og han er heller ikke med i dag, siger han.

Green tilbage i truppen

Med til søndagens træning var til gengæld den uheldige landsholdsmålmand Jannick Green.

Green har tilbragt broderparten af de seneste to uger i isolation, fordi han afleverede en positiv coronaprøve 3. januar.

Nu har han endelig fået grønt lys til at træde ind i turneringen, og ikke overraskende erstatter han skadede Johan Hansen i 20-mandstruppen.

Han og de øvrige tilstedeværende spillere deltog i træningen, som foregik i kamparenaen Fönix Arena.

Her indledte landsholdet med at spille lidt fodbold, før der var styrkeøvelser på programmet.

Oversigt

    Oversigt