Her er den nye biskop på Fyn

Onsdag blev afslutningen på en ualmindelig lang valgkamp for bispekandidaterne i Fyns Stift. Nu er det endelig afgjort, og Fyn har fået ny biskop.

Først blev fire til to, og så blev to til en. 

Onsdag klokken 12.15 blev spændingen om Fyns nye biskop endelig udløst.

- Med 698 stemmer til Mads Davidsen mod 492 stemmer til Dorthe Tofte-Hansen, er Mads Davidsen Fyns nye biskop, annoncerede valgbestyrelsesformand Bjarne Larsen. 

Luften emmede af spænding i Sankt Knuds Salen ved Odense Domkirke efter afstemningen blev afsluttet klokken 12.00. Mange var samlet for at overvære optællingen af stemmerne til bispevalget. 

Og cirka kvart over 12 blev spændingen udløst og udskiftet med klapsalver og store smil, da vinderen blev offentliggjort. 

Den nye biskop blev 47-årige Mads Davidsen. Han er præst og studielektor på pastoralseminariet. Han er bosiddende i Skibhuskvarteret i Odense med sin familie.

I alt stemte 1200 ud af de 1.438 stemmeberettigede. Det giver en stemmeprocent på 83,4 procent. 

Det har været muligt for alle præster, medlemmer af menighedsråd og repræsentanter af menighedsråd i Fyns stift at stemme.

Stemmesluger ved første runde

Den 25. januar blev første runde afsluttet, og spændingen om hvilke to kandidater, der gik videre blev udløst. 

Mads Davidsen blev den helt store stemmesluger i 1. valgrunde med 538 af stemmerne. Det var svarende til 43,60 procent af stemmerne.

Dorthe Tofte-Hansen lå lunt i svinget på en anden plads med 407 stemmer. Det svarede til lige omkring 33 procent af stemmerne.

Onsdag den 8. februar blev anden valgrunde indledt, og onsdag den 1. marts skulle det hele afsluttes. 

Takkede for god valgkamp

De to kandidater holdt begge taler, da resultatet var blevet offentliggjort. 

De benyttede begge to muligheden for at takke hinanden for en god og saglig valgkampsperiode. 

- Tak for din måde at være på i den her valgkamp Dorthe, tak for den gode tone, der har været. Det har jeg virkelig sat stor pris på, sagde Mads Davidsen. 

Efterfølgende fulgte Dorthe Tofte-Hansen trop med taknemmelighed og lykønskninger. 

- Du skal nu indtræde i det fornemmeste embede. Stort tillykke Mads, og Guds velsignelse over dit arbejde, sagde hun.

Nye arbejdsgange

Kort efter udnævnelsen som Fyens Stifts nye biskop var Mads Davidsen meget overvældet.

- Det var en god første valgrunde, men alle skal jo stemme igen, så det var jo meget spændende, siger han. 

- Jeg er selvfølgelig både glad og beæret over den tillid, vælgerne har vist mig.

Den nye biskop skal indsættes ved en ceremoni den 2. april i Odense Domkirke. Derefter skal han trække i arbejdstøjet, og forsøge at lære stiftet meget bedre at kende. 

Det står dog klart for Mads Davidsen, at hans vigtigste opgaver lyder på at gøre det lettere at sidde i menighedsrådene og forberede sig på præstemangel. 

- Vi kan ikke forhindre den, men vi kan forberede os på at gå den i møde bedst muligt, siger han. 

Du kan læse mere om den nye biskop her.



Oversigt

    Oversigt