Internt møde i hjemmeplejen efter afsløringer: - Ingen har fået mundkurv på, siger ældredirektør

Efter de mange afsløringer om arbejdsforholdene i hjemmeplejen fra anonyme kilder, kaldte ledelsen i Odense Kommune onsdag til internt møde.

Der er blevet indkaldt til dialogmøder i hjemmeplejen af Odense Kommune.

Det sker efter TV 2 Fyns afsløringer af svigt i plejen af ældre og et stort arbejdspres på sosu-medarbejdere - især i aften- og natplejen.

Onsdag var personalet fra Aftengruppen Nord til møde. Her kæmper de ikke bare med et markant tidspres, men har også det højeste sygefravær blandt grupperne i hjemmeplejen.

- Jeg har ønsket at komme i dialog med medarbejderne omkring de ting, der er blevet bragt her den seneste uge om et enormt pres på vores medarbejdere og et dårligt arbejdsmiljø, siger Gitte Østergaard, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, Odense. 

Det var ønsket, at man kunne komme i dialog omkring, hvad der ligger bag de ord. 

Vi har hørt om den korte tid til de mange besøg og et stort antal vikarer, er det noget af det i er kommet ind på? 

- Jeg vil ikke referere fra mødet, for det synes jeg ikke er rimeligt, når man indkalder til et internt møde. Men det er klart, at noget af det, I (red. TV 2 Fyn) har bragt, har jeg brugt i min indledning til, hvad er det jeg ser. Og der er ingen tvivl om, at det med arbejdsmængden og antallet af besøg, det presser meget, siger Gitte Østergaard, direktør i Ældre- og Handicapforvaltningen, Odense.

Mange af de medarbejdere, TV 2 Fyn har snakket med, ønskede ikke at træde frem med navn. Det mener Gitte Østergaard efter dagens møde ikke er nødvendigt. 

Kan man trygt gå til medierne og udtale sin kritik af arbejdsforholdene i ældreplejen fra nu af?  

- Det har man altid kunnet. Altså der er ikke noget med, at man får mundkurv på, eller at man ikke kan snakke om det. Det berører da mig dybt, når I (red. TV 2 Fyn) bringer mange udsagn, som syntes, de har behov for at være anonyme, siger Gitte Østergaard. 

Hvorfor er det først, når medierne begynder at omtale det her, I holder den her slags møder?

- Ja, det kunne man godt spørge om. Vi skal jo holde møder på alle vores arbejdspladser. Og der kan jo sagtens være nogle arbejdspladser, hvor man føler, der er noget, der ikke er helt i orden, siger Gitte Østergaard og understreger, at der er mange arbejdspladser, hvor det går rigtig godt. 

Efter de to personalemøder og et møde med FOA, er Gitte Østergaard nu klar til at lave en plan på løsningen. 

- Nu går vi i gang med at lave en plan og se på, hvad kan vi gøre på kort sigt, på længere sigt, hvad skal der være på helt lang sigt. Så går vi i gang med at snakke med medarbejderne ude i driften om mulighederne, siger Gitte Østergaard og fortsætter: 

- Ingen af os kan løse det alene, men sammen kan vi løse noget af det. 

En af de medarbejdere, der har talt med TV 2 Fyn om problemerne i hjemmeplejen er Nicholas Duelund, der i ti år har arbejdet som social- og sundhedshjælper på Aftenhold Syd i Odense. 

Oversigt

    Oversigt