It- og robotfirmaer sender ansatte hjem - igen

Hos robot-giganten Universal Robots er kun produktionsansatte på arbejde. It-firmaet Hesehus har sendt de fleste hjem.

Det er ikke kun Odense og Faaborg-Midtfyn Kommune, der sender administrativt personale hjem igen.

Også flere af Odenses kendte it- og robotvirksomheder har igen sendt medarbejdere hjem foran pc-skærmen.

Tirsdag valgte it-firmaet Hesehus således at sende syv ud af ti af virksomhedens 108 ansatte hjem.

Det sker som følge af den stigende smitte i Odense.

- Fra forårets nedlukning er vi heldigvis efterhånden eksperter i online teammøder, daglige virtuelle stand-ups og videomøder med kunderne. Så vi fortsætter ufortrødent hjemmefra, oplyser firmaet.

Og det er en tendens, man genkender hos interesseorganisationen Technology Denmark.

- Min oplevelse er, at firmaerne er bedre forberedt denne gang. Det kan sagtens fungere, at der arbejdes hjemmefra. På den anden side er der også mange, der savner arbejdspladsen, hvis de bliver sendt hjem, siger Mette Beck-Nielsen, direktør hos Technology Denmark.

Det har man også oplevet hos House of Code. Her har medarbejderne muligheden for at flekse arbejdstiden og arbejde hjemmefra eller møde på arbejde.

Men kun 3 ud af 25 ansatte valgte muligheden for at arbejde hjemmefra.

Hos et af landets største robotfirmaer, Universal Robots i Odense, har 300 administrative medarbejdere været hjemsendt stort set uafbrudt det seneste halve år.

- Vi går med livrem og seler - også fordi vi har ansatte i Kina - siger Thomas Stensbøl, kommunikationschef hos Universal Robots.

Kun 100-150 produktions-ansatte er tilbage på virksomheden.

Hos Mobile Industrial Robots har man indrettet de administrative medarbejdere i otte-ti sektioner siden maj.

Hver sektion består af 10-20 medarbejdere, der blandt andet spiser adskilt fra de øvrige sektioner.

- Før var det ikke så velset, at man arbejdede hjemmefra, men i dag har medarbejderne fuldstændig valgfrihed. Mange føler, at de bedre kan koncentrere sig, når de sidder hjemme, siger Rasmus Smet Jensen.

 

Oversigt

    Oversigt