Jysk Fynske Medier søger medarbejdere til spansk afdeling

Tillidsmand ser ikke nye stillinger i Spanien som et problem, selvom de bliver slået op i kølvandet af en fyringsrunde.

Den danske mediekoncern Jysk Fynske Medier søger netop nu unge til at sælge aviser fra Malaga i Sydspanien.

Koncernen har nemlig haft svært ved at skaffe unge til jobbet herhjemme, lyder begrundelsen fra Lars Maiborg, tillidsmand hos Fyns Stiftstidende.

- Der er nogle muligheder i det, fordi vi har svært ved at rekruttere. Og vi ved jo godt, at det kunne være en sjov tur for de unge at komme ned og få en oplevelse - komme ned til en anden kultur, siger han.

Tillidsmanden afviser samtidig, at der skulle være tale om et spareprojekt.

- Det er et projekt, vi har lavet før alt det her coronaværk. Vi prøver at starte det op som et forsøg for at se, om det kan give os noget, siger han

Skal sælge fra Spanien

Ifølge mediekoncernens jobopslag er planen, at de unge skal ned og sælge abonnementer på avisen over telefonen.

Medarbejderne bliver tilbudt en lønpakke uden loft bestående af en fast løn og en fleksibel løn reguleret efter spanske forhold, står der i opslaget.

Der er dog ikke noget krav om nogle spankkundskaber, da det er danskere hjemme i Danmark, som de kommende telemarketingsælgere skal ringe op.

Flere sparerunder

Mediekoncernen nedlagde for få uger siden 94 job - herunder mange HK-job.

Det var anden gang indenfor et år, at koncernen har haft fat i sparekniven. Men tillidsmand Lars Maiborg ser ikke de nye jobopslag som avissælger i Malaga som et problem i den forbindelse.

Oversigt

    Oversigt