Kommuner udskyder projekter: - Det stiger 15 til 40 procent

Selvom en række anlægsprojekter i de fynske kommuner nu skubbes, så skal der være plads til at bygge, når økonomien igen tillader det. Sådan lyder det fra flere partier, der er kritiske overfor regeringens udspil.

De fynske kommuner rammes nu også af prisstigninger. Således er flere kommuner tvunget til at udskyde anlægsprojekter.

Syv ud af de ti fynske kommuner svarer i en rundspørge, at de har udskudt anlægsprojekter – seks af dem direkte på grund af prisstigninger.

Det gælder kommunerne Middelfart, Kerteminde, Assens, Nordfyns, Nyborg og Ærø.

Udskydelserne betyder, at byggerier af nye skoler, børnehaver, plejehjem og andet, der ellers var planlagt, flere steder sættes på pause - eller droppes helt.

Omvendt er der stor lettelse de steder, hvor man lige akkurat har nået at bygge, inden priserne er eksploderet.

Den lettelse finder man blandt andet i Munkebo. Her er håndværkere ved at lægge sidste hånd på en splinterny daginstitution - et byggeri til 40 millioner kroner.

For de penge får Kerteminde Kommune en moderne daginstitution på cirka 1.500 kvadratmeter. Den er certificeret bæredygtig, indeholder et bibliotek, og er snart klar til at tage imod omkring 250 børn i alderen 0-6 år.

Byggeprojektet er således ved at være i mål - lige tidsnok til ikke, at blive ramt af store prisstigninger.

- Vi når det lige her et minut i tolv i forhold til, hvordan det ser ud nu, siger Kim Villesen, projektchef hos entreprenøren Hansson & Knudsen i Odense.

Bygningen skal afleveres fredag i næste uge. Derefter skal der renoveres en eksisterende daginstitution.

- Stumperne er heldigvis købt hjem, konstaterer Kim Villesen med tilfredshed.

- Vi kender ikke dagen i morgen

Men også Kerteminde Kommune står nu overfor hårde prioriteringer, når kommende anlægsprojekter skal føres ud i livet. Her står det klart, at projekter må udskydes.

- Hvis man kigger på Kerteminde Kommune, så har vi måske en portefølje på noget, der ligner 150 millioner, vi gerne vil gennemføre her i 2022.

- Og det er klart, hvis man siger der er prisstigninger på 20 procent oven i 150 millioner, så er det rigtig mange penge. Så det er noget byrådet skal forholde sig til, siger Claus Lade, udviklingsdirektør i Kerteminde Kommune.

quote I virkeligheden er det her jo en fælles opgave

Bjørn Brandenborg (S), MF

Byggeprojekter er også udfordret af, at priserne på materialer ikke nødvendigvis har toppet, så en prissætning kan være nogenlunde retvisende.

- Når vi laver en aftale med en bygherre, så fortæller vi jo som regel, hvornår vi er færdige, hvad det koster, men det kan jo blive en kæmpe udfordring. Vi kender jo ikke dagen i morgen, og det gør bygherren jo heller ikke, siger Kim Villesen.

- Det er frustrerende

Selv om et byggeri allerede er vedtaget, pengene er afsat, og kontrakten med entreprenøren er underskrevet, så kan de stigende priser i byggebranchen betyde, at kommuner må droppe projekter - 20 procent oveni er lig med rigtig mange millioner kroner.

- Det er frustrerende, fordi kampen bliver ikke mindre, jo længere vi når frem i processerne, fordi ingen kender som sagt dagen i morgen, siger Kim Villesen.

Således er det måske sidste gang i lang tid, at projektchefen fra Hansson & Knudsen kan aflevere et projekt til normal pris.

- Det stiger 15 til 40 procent, har vi fået varslinger om. Og generelt stiger alle materialer i pris, siger Kim Villesen.

Prisstigningerne er noget byrådet skal forholde sig til, siger Claus Lade, udviklingsdirektør i Kerteminde Kommune.
Prisstigningerne er noget byrådet skal forholde sig til, siger Claus Lade, udviklingsdirektør i Kerteminde Kommune.
Foto: Flemming Ellegaard

Varsel om færre penge

Men selvom en prissætning af et anlægsprojekt i øjeblikket tenderer et skud i tågen, og at byggeudgifterne er stigende, så har den socialdemokratiske regering varslet, at kommunerne nok vil få færre penge at bygge for i de kommende år.

I forbindelse med regeringens udspil "Danmark kan mere II", sagde finansminister Nicolai Wammen, at det kan være nødvendigt at skære i kommunernes anlægsrammer - som skal dække alt lige fra huller i vejene til nye daginstitutioner - for at finansiere nye grønne investeringer.

Hvordan det kan hænge sammen, har TV 2 Fyn spurgt det fynske folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S) om.

Han forklarer, at det er et ønske om, at være fri af russisk gas, og at det derfor kræver, at prioritere ressourcerne op mod andre energikilder.

Bjørn Brandenborg erkender, at kommunerne derfor står med nogle svære prioriteringer.

- I virkeligheden er det her jo en fælles opgave. Jeg tænker, at borgmestrene siger, at de vil også rigtig gerne skynde sig med den grønne omstilling. Og at de også gerne vil have lavet nogle nye veje eller have lappet nogle nogle huller i vejene, siger Bjørn Brandenborg og tilføjer:

- Der er vi bare i en situation nu, hvor det aller-, allervigtigste er, at vi bliver fri af russisk gas, og det er derfor, at vi er nødt til i fællesskab, at vente lidt med nogle projekter, for, så hurtigt vi kan, at blive fri af russisk gas.

Den melding falder overraskende ikke i god jord hos oppositionspartierne, hvor regeringen kan risikere, at skulle hente stemmer, hvis udspillet når en afstemning i folketingssalen.

Dansk Folkepartis Jens Henrik Thulesen Dahl, som både sidder i folketinget og i byrådet i Assens Kommune, er bestemt ikke tilhænger af regeringens udspil.

Han mener, at man skal have respekt for, at kommunerne har udsat anlægsprojekter.

- Men så skal man også kunne gennemføre byggerierne, når man nu har skubbet dem og planlagt, at de skal laves næste år måske.

- Så nytter det ikke noget, at man kommer fra regeringens side og siger nej, nu kan I ikke engang lave det I regnede med at kunne lave, mener Jens Henrik Thulesen Dahl.

Han mener også, at man er nødt til at holde fast i, at der er en ramme, der kan rumme, at kommunerne får realiseret de planlagte og udskudte anlægsprojekter.

Han får opbakning fra Venstres Erling Bonnesen, som mener, at vi alle skal være med til at bære prisstigningerne.

- Og så skal kommunerne have deres fulde frihed til, at foretage de prioriteringer på de projekter, som de har brug for lokalt, siger Erling Bonnesen og kalder det en "dobbelt lussing", når finansministeren vil skære i anlægsrammen.

- Det vil tage frihed fra kommunerne, siger han.

Krav til kommunernes økonomi for 2023

Ifølge mediet NB-Kommune kræver regeringens udspil markante nedskæringer i kommunernes anlægsrammer de kommende år.

Kravet vil blive en del af forhandlingerne om den kommunale økonomi for 2023. De forhandlinger går i gang i løbet af få uger.

- Hele det danske samfund kommer til at skulle tage ansvar for, at vi får fremrykket vores grønne investeringer. Kommunerne har en rolle at spille, og det kommer vi til at drøfte med dem, siger Nicolai Wammen til NB-Kommunes søstermedie NB-Økonomi.

Finansministeren siger videre, at man kommer til at kigge på økonomien ned i de mindste detaljer.

- Vi vil gå igennem det med en tættekam. Hvad der er af projekter og ting, hvor vi må sige, at det er vigtigt, men set i lyset af det som er sket med Ruslands invasion af Ukraine, så er der altså noget andet, som er endnu vigtigere, siger Nicolai Wammen til NB-Økonomi.

Byggeriet af nye skoler, børnehaver, plejehjem og andet, der ellers var planlagt, sættes flere steder pause - eller droppes helt.

Oversigt

    Oversigt