Kraftig vind på broerne: Vindfølsomme køretøjer frarådes

En bil med en trailer trodsede torsdag advarslen om kraftig blæst og væltede på Lillebæltsbroen. Politiet opfordrer til forsigtighed.

Flere køretøjer frarådes torsdag eftermiddag at passere både Lillebælts- og Storebæltsbroen på grund af kraftig vind.

Der er tale om vindfølsomme køretøjer som lette trailere eller tomme lastbiler, fortæller vagthavende hos Vejdirektoratet Brit Nielsen.

- Vi oplever, at nogle kører over alligevel, selvom der er skilte om, at det frarådes. Det blæser meget kraftigt, og man skal være særligt opmærksom, når man kommer ud for pylonerne, hvor det pludselig kan give et ryk i bilen, siger hun.

Væltet trailer skabte kø

Tidligere på eftermiddag kunne Fyns Politi fortælle, at en personbil med en let trailer havde bevæget sig ud på Lillebæltsbroen, hvor den var væltet i den kraftige vind. 

Ingen kom til skade ved uheldet, som skabte kø i de vestgående spor under og efter oprydningsarbejdet. 

Det har fået politiet til at sende en opfordring ud til bilisterne, hvor det understreger, at man skal være opmærksom og køre forsigtigt.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter klokken 16 kørte trafikken okay igen, lyder det fra Vejdirektoratets vagthavende.

Find alternativ rute

Det er altså ikke for sjov, når skiltene opfordrer de vindfølsomme køretøjer til ikke at passere broerne, lyder det fra Brit Nielsen.

Hun råder i stedet bilisterne til at vente med at køre eller alternativt benytte sig af Den Gamle Lillebæltsbro, hvis turen går til eller fra Jylland.

- Broerne ligger på tværs af hinanden, så det ville give rigtig god mening at tage den i stedet, siger hun.

Advarslen på Lillebæltsbroen forventes at blive ophævet omkring klokken 21. Sund&Bælt forventer, at vindfølsomme kørertøjer igen kan passere Storebæltsbroen sikkert efter klokken 02 natten til fredag.

Eksempler på vindfølsomme køretøjer

Oversigt

    Oversigt