Lykkeligt landshold fik trøjer i Nyborg

Lørdag var 100 børn fra det nationale håndboldfællesskab LykkeLiga samlet i Nyborg. Fællesskabet er for børn med et handicap.

En helt særlig landsholdssamling fandt lørdag sted i Nyborghallerne. 

Det skete, da 100 børn fra det nationale håndboldfællesskab LykkeLiga indtog hallerne. LykkeLiga er for børn mellem 5 og 16 år, som har et udviklingshandicap.

Til arrangementet fik de mange børn overrakt deres egen personlige landsholdstrøje. En gave, der vakte stor glæde hos de mange fremmødte.

- Det handler bare om at skabe noget lykke. Den der følelse, man fik, når man tog en rigtig landsholdstrøje på. Den der: "Okay, jeg er faktisk meget god", og den der hyldest, siger Rikke Nielsen, der er leder af LykkeLiga og selv tidligere landsholdsspiller. 

Det var Rikke Nielsen selv, der tog initiativet til LykkeLiga, som har et mål om på tre år at skabe mindst 15 håndboldhold for børn med udviklingshandicap. Hun satte projektet i gang, fordi hun ledte efter et hold til datteren Magda, der har downs syndrom. 

Da hun opdagede, at det ikke fandtes, oprettede hun et selv.

- Sådan noget her er med til at gøre, at de ligesom får udvidet deres venskabskreds, siger Rikke Nielsen.

Den særlige landsholdssamling er også populær hos Gitte Nyborg, der er mor til Thea Nyborg, som er et af de børn, der har glæde af LykkeLiga.

- Alle børn er lige her. Hun bliver sikkert aldrig nummer et til noget, så derfor er det simpelthen så dejligt for hende, at hun bare er med her, siger Gitte Nyborg. 

Udover Nyborg holder LykkeLiga samlinger i Hedensted, Aabybro og Ølstykke. 

Se hele indslaget fra LykkeLigaen i Nyborg her. 

Oversigt

    Oversigt