Markant fald i antal ansøgere til videregående uddannelser

Tirsdag var der deadline for ansøgning til videregående uddannelser, og blandt andet UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole oplever langt færre ansøgere.

Til september slår de videregående uddannelser igen dørene op for nye studerende efter en lang sommerferie. 

Men i år bliver der færre nye ansigter på dag et end sidste år. Der er nemlig ikke nær så mange, der har søgt ind på uddannelserne. 

UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, UCL, har fået 734 færre ansøgninger i forhold til sidste år, Simac i Svendborg har fået tre færre og SDU i Odense har fået 583 færre ansøgninger. 

Det er dog ikke et ansøgertal, der skræmmer rektor for UCL, Jens Mejer Pedersen. 

- Vi tænker, at der er en stor gruppe unge, der tager ud at rejse. Nu er corona ovre, og nu kan man endelig realisere den drøm, siger han. 

Kritik påvirker 

En af de uddannelser, der er knap så mange ansøger til i år, er sygeplejerskeuddannelsen. Både på Fyn, men også i resten af landet. 

- Det er forventeligt, at der er færre ansøgere, men vi taber omkring en tredjedel af vores førsteprioritetsansøgninger i forhold til sidste år, siger Jens Mejer Pedersen, der mener, at kritikken det seneste år af sygeplejerskernes løn- og ansættelsesvilkår har indflydelse på statistikken.

Sygeplejerskeuddannelsen i Odense går tilbage med 31 procent, og i Svendborg er det en tilbagegang på 38 procent.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Noget af det, der skal til for at ændre tendensen, er at få vist de mange job- og karrieremuligeheder for sygeplejerskerne, og det skal UCL blandt andet gøres ved at få vist uddannelsen frem i brobygning og åbent hus for kommende studerende.

UCL oplever dog også en fremgang på en række uddannelser inden for blandt andet teknologi.

- Automationsteknolog-uddannelsen har betydelig fremgang i ansøgerantal, og det er vi rigtig glade for.

UCL kommer trods færre ansøgere ikke til at få problemer med at fylde sygeplejerskeuddannelsen.

Oversigt

    Oversigt