Mere sol, mere varme - men med nuancer

Fredag er det ikke ligegyldigt, hvor man opholder sig på Fyn, hvis man vil have høje temperaturer og varme.

For de varme- og sol-elskende fynboer blev torsdag en perfekt dag med temperaturer i skyggen på omkring 28 grader.

Det varme vejr fortsætter fredag, men med nuancer.

- Vi bliver lidt påvirket af en koldfront her på Fyn, så det vil være noget køligere ved Middelfart og Lillebælt og noget varmere mod øst, spår TV 2 Vejrets vært Andreas Nyholm.

Vinden bliver ret svag og kan nærmest komme fra alle retninger. Der kan desuden komme en lokal byge på det vestlige Fyn.

Temperaturerne når op på 22-23 grader på Nordfyn og Odense. På Det sydlige Fyn kan man regne med 25-26 grader.

De høje temperaturer holder sig de nærmeste dage med 25-26 grader lørdag og søndag.

- Men det er en ustabil periode vi er inde i, men er fortsat varm og sommerligt også mandag og tirsdag. Men begge dage kan der også komme komme regn og tordenbyger, siger Andreas Nyholm.

Oversigt

    Oversigt