#mobilfrimandag: Så lang tid bruger fynboerne på deres telefon

Fynboerne bruger gennemsnitligt tre timer og 22 minutter på deres telefon hver dag.


Tre timer og 22 minutter. Så lang tid siger fynboerne, at de i gennemsnit bruger deres mobiltelefon hver dag.

Den seneste uge har TV 2 Fyn sat fokus på danskernes mobilvaner, og her har det været muligt at indberette, hvad ens egen skærmtid er. Det har 303 fynboer gjort.

På landsplan er det daglige forbrug af telefonen en time og 37 minutter, det viser DR’s medieforsknings årlige rapport fra år 2022.

For Jesper Schmidt-Persson, som forsker i skærmes påvirkning af fysisk og mental sundhed hos børn og voksne, er fynboernes tre timer og 22 minutter ikke tankevækkende højt:

- Det lyder ikke ekstremt. Det er meget normalt, at skærmtiden ligger deroppe omkring tre og en halv time i dag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


De unges domæne

På landsplan er det de unge mellem 18-29 år, der bruger mest tid på deres telefon. En undersøgelse fra YouGov, hvor danskerne selv har svaret på, hvor meget de bruger deres telefon, viser, at den aldersgruppe har en skærmtid på fem timer eller mere om dagen.

På Fyn er det også den yngre aldersgruppe, der bruger mest tid på telefonen. Her viser rundspørgen, at de 18-29-årige dagligt bruger tre timer og 36 minutter på deres telefon. Det tal er baseret på 54 svar.

For Jesper Schmidt-Persson er det ikke overraskende, at tallet for netop den yngre aldersgruppe på Fyn er så højt:

- Det er ikke chokerende. Meget social kommunikation foregår på mobilen for unge. Det er en vigtigere kommunikationskanal i den alder.

Han tilføjer, at voksne bruger en del tid på telefonen i forbindelse med deres arbejde, hvor unge bruger mest tid på de sociale medier i deres fritid.

Sociale medier er de store syndere

Men selvom det ikke er chokerende, at det er den yngre aldersgruppe, der bruger mest tid på telefonen, så læner fynboernes ældre aldersgruppes skærmtid sig ret godt op ad de yngres.

Få et overblik over fynboernes skærmtid her:

Alder SkærmtidAntal svar
0-20 år 4 timer og 4 minutter Baseret på 27 svar 
20-29 år3 timer og 35 minutter Baseret på 54 svar 
30-39 år3 timer og 44 minutter Baseret på 79 svar 
40-49 år3 timer og 10 minutter Baseret på 61 svar 
50-59 år2 timer og 44 minutter Baseret på 45 svar 
60-69 år2 timer og 33 minutter Baseret på 29 svar 
70-79 år2 timer og 23 minutter Baseret på 7 svar 
80-89 år3 timer og 23 minutter Baseret på 1 svar 

Her viser tallene blandt andet, at de 20-29-årige kun bruger deres telefon 51 minutter mere end de 50-59-årige hver dag.

Tallene tyder altså på, at det kan være svært for alle aldersgrupper at lægge telefonen fra sig. Jesper Schmidt-Persson mener, at forklaringen til det skal findes flere steder. Men han understreger, at det generelt er blevet en indgroet del i de fleste at tjekke sin telefon.

- Det ligger underbevidst i os, men noget af forklaringen er, at man hele tiden bliver gjort opmærksom på telefonen, fordi man får notifikationer. Derudover så er alt det, der foregår på telefonen, udviklet til at fastholde brugeren. Vores opmærksomhed er det, de forskellige applikationer på telefonen tjener penge på, så de arbejder jo ud fra at fastholde os så længe som muligt.

Bladrer du for eksempel gennem din Instagram, Facebook, TikTok eller andet socialt medie, så er det algoritmer, der styrer, hvad du kommer forbi.

- Ens feed er altså afgjort af, hvad det sociale medie tror, at du vil bruge mest tid på, forklarer Jesper Schmidt-Persson yderligere.

En svær fremtid at spå om

Hvordan skærmtiden vil se ud i fremtiden, tør Jesper Schmidt-Persson ikke spå om. Men én ting, mener han, er sikkert:

- Det er en uundgåelig del af, hvordan hverdagen er skruet sammen i dag. Og skal man ændre på skærmtiden, skal det drives af en lyst til selv aktivt at ændre på det.

Og har du lyst til at prøve at ændre på dine vaner, kan du hoppe med på TV 2 Fyns mobilfri-mandag og lade din telefon blive hjemme fra arbejde og skole i dag. 

Oversigt

    Oversigt