Da Nicolai Frandsen var 10 år gammel fortalte han for første gang, at han var bange ud over det sædvanlige. Når han havde det værst, tænkte han på, om det gjorde en forskel, at han var i verden. Først efter ni år, da han var 19 år gammel, fik han den rigtige behandling for sin angst.
- Da jeg mødte psykiateren, sagde han, at jeg skulle have været der for mange år siden. Jeg tænkte: Det er det her, vi har ventet på i så lang tid. Det var som at vinde en million i lotto, siger Nicolai Frandsen, der nu er fyldt 20 år.
Han fik det bedre få uger efter, han kom i behandling.
Hans forældre har det anderledes.
- Det, der først ramte os som forældre var først: Hvorfor var der ingen, der før det havde forstået, hvad vi havde sagt? Så ramte den dårlige samvittighed. Hvad kunne vi have gjort? Havde vi ikke råbt højt nok, spørger Anja Frandsen.
Det er dog ikke forældrenes ansvar, lyder det fra Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.
Familien i Svendborg er heller ikke alene. Hun kender til mange flere historier som Nicolais. Familier, der bliver skubbet rundt i systemet i måneder og år, før de får den rigtige hjælp.
På TV 2 Fyn har vi talt med ni fynske familier, der fortæller samme historie om børn, der venter alt for længe på at få den rigtige hjælp.
En ventetid, der kan få konsekvenser for deres liv.
- Det er urimeligt, at en dreng som Nicolai skal have det så dårligt, uden der er nogen, der har taget ham alvorligt. Og når angst for eksempel bliver værre, betyder det ofte, at børnene isolerer sig. De kommer ikke i skole, til fodbold eller ser deres kammerater. De går ikke kun ud over dansk og matematik, deres sociale færdigheder går også i stå. Vi bor i et velfærdsland. Det burde ikke være være muligt, siger Marianne Skjold.
Psykiatrifondens seneste undersøgelse slår fast, at hver anden forældre med børn i psykisk mistrivsel oplever, at der går et til to år eller mere, før barnet får den rigtige hjælp.
Lange ventelister
De prøver at finde rundt i et kringlet, offentligt system, hvor forældrene oplever, at deres børn bliver skubbet rundt mellem instanser i kommunen og i regionen. Der er også flere børn, der mistrives, og det får ventelisterne til hjælp i for eksempel psykiatrien til at vokse. Samtidig er børn- og ungepsykiatrien i havnet i en regulær krise, fordi psykiatere siger deres job i det offentlige op for i stedet at arbejde i det private.
- Som vi ser det, er børn- og ungdomspsykiatrien kollapset. Den udrednings- og behandlingsgaranti, som er udstukket, fordi politikerne ønsker, at patienterne får hjælp, når de har brug for det, den er reelt ikke længere i spil, forklarer Marianne Skjold.
Han gik glip af sine teenageår
Nicolais forældre oplevede, at det især var svært at få adgang til den rigtige hjælp. Han blev ellers tilknyttet psykiatrien i Region Syddanmark, fordi han har udfordringer, får specialundervisning og fik diagnosen ADHD som 7-årig.
- Vi fik at vide, at han var en livlig dreng. Vi fik en pige først, og nu skulle vi sætte flere grænser og være mere strikse. Der var mange gode råd, og vi blev påvirket af det, vi hørte, så vi prøvede forskellige ting, fortæller Anja Frandsen.
Nicolai fik det bare ikke bedre. Heller ikke selv om de forsøgte at træne ham i at være alene og takle sin angst på forskellige måder med gåture og hjælp fra støttepersoner.
- Hvis mine forældre ikke var hjemme, var jeg bange for, de ikke kom tilbage, og jeg var bange for, at der ville komme nogle udefra og ind om natten. Jeg ville ikke gå ud alene, fordi jeg troede nogen var efter mig. Jeg var træt i skolen og ikke kunne følge med, fordi jeg havde brugt kræfter om natten til at kæmpe mod angsten, fortæller Nicolai.
- Man bliver febrilsk. Vi ønsker kun, at vores barn har det godt. Som forældre har vi altid et ansvar for at hjælpe vores børn, men vi er ikke uddannet i angst. Vi er ikke psykiatere, siger Anja Frandsen.
Mens behandling i det offentlige lader vente på sig, søger de hjælp i det private. De prøver hypnose og får psykologhjælp via en sundhedsforsikring. Men Nicolai er stadig mere end almindeligt bange for verden.
Først da han får en tid hos en psykiater i det offentlige i efteråret 2023, får Nicolai den hjælp, der virker. Han får at vide, han har generaliseret angst, panikangst og separationsangst. Psykiateren udskriver medicin, der kommer til at gøre en forskel.
- Nu er jeg på rette spor mod et almindeligt liv. Før kunne jeg ikke gå bare 100 meter væk hjemmefra. Nu kan jeg gå flere kilometer sammen med vennerne, uden jeg tænker over noget. Det giver mig en følelse af glæde og lykke i kroppen, fortæller Nicolai.
Anja Frandsen tænker stadig på, hvilke konsekvenser ventetiden får.
- Han har ikke en afgangseksamen. Det ved jeg heller ikke, om han havde fået, hvis han var blevet behandlet for angst tidligere. Men han havde måske kunnet taget mere læring ind, forestiller hun sig.
Det kræver en akutpakke
Det er netop den slags konsekvenser, de peger på i Psykiatrifonden.
- Det kan koste et barneliv og et ungdomsliv. Det kan få konsekvenser for, om du får en ungdomsuddannelse, og om du finder fodfæste på arbejdsmarkedet. Det kan koste samfundet penge, at man ikke sætter ind nu og her, siger Marianne Skjold.
Derfor efterlyser hun nu en akutpakke.
- Der er sat mange gode initiativer i gang i regi af den her psykiatrihandlingsplan, men det tager flere år, før de virker. Og lige nu har vi mange børn og unge, der har brug for hjælp. De kan ikke vente.
Psykiatrifonden har selv lanceret et bud på en redningsplan, der kræver politisk handling.
- Vi foreslår at gode kræfter sætter sig omkring et bord. Det er regionerne, en minister, nogle kommuner, og private aktører. De skal bliver enige om, hvad de vil gøre nu, siger Marianne Skjold.
Region Syddanmark: Hjælp er på vej
Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør i psykiatrien i Region Syddanmark, peger på, at de er udfordret af, at flere børn mistrives, og det har skabt ventelister. De er også udfordret af, at det er svært at finde og ansætte personale i børn- og ungepsykiatrien.
- Vi forsøger lige nu at komme ventelisterne til livs ved, at gøre det mere klart, hvilke børn, der hører til i psykiatrien, og hvilke der hører til i kommunerne. Der er også 400 millioner kroner på vej med Psykiatriplanen, der skal sørge for, at kapaciteten kan blive udvidet i kommunerne, forklarer han.
Hvorfor går der så lang tid, før børnene havner det rigtige sted og får den rigtige hjælp som i Nicolais tilfælde var i psykiatrien?
- Det er ikke nemt at udrede de her børn. Der skal mange snakke og forskellige undersøgelser til for, at man kan danne sig det rigtige billede af, hvad der skal til. De fleste af børnene behøver heller ikke hjælp i psykiatrien. De skal hjælpes i kommunen i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. En kommunal funktion, hvor de undersøger og vurderer, om børn har behov for hjælp eller støtte i skolen, red.)
Hjemme i Svendborg håber forældrene på, at Nicolai fik hjælpen i tidligt nok, så der bliver en plads til ham på arbejdsmarkedet. Han er i gang med et særligt tilrettelagt skoleforløb.
- Skolen har visket lidt førtidspension. Det er Nicolai absolut ikke indstillet på. Det kan vi heller ikke se som en løsning, fordi selvfølgelig er der da plads til ham ude i samfundet, siger Anja Frandsen.
Nicolai selv tør nu selv endelig se fremtiden i øjnene.
- Jeg drømmer om at flytte hjemmefra og få et job og så måske en familie på et tidspunkt.
Få hjælp her