OB-spiller forventer sjov kamp for fansene

OB’s islandske midtbanespiller Aron Elís Thrándarson forventer en svær opgave i superligakampen på udebane mod Viborg søndag.

Den islandske midtbanespiller Aron Elís Thrándarson har spillet alle 90 minutter i de seneste to OB-kampe, og han forventes også at være i startopstillingen, når OB søndag spiller i Viborg.

Selv om OB skal møde det jyske oprykkerhold, forventer han ikke, at den fynske superligaklub får let ved at hente tre point.

- Det bliver svært i Viborg. Det er et godt hold, der kommer med masser af power, så vi skal være klar til at give os 100 procent i alle dueller, så vi matcher dem på fysikken. De er meget direkte i deres spillestil, de laver mange indlæg, og de afslutter meget. Så det bliver vigtigt, at vi forsvarer os godt, og så skal vi være dygtige til at sætte nogle gode angreb op, så vi selv kan skabe chancer, siger Aron Elís Thrándarson ifølge ob.dk.

Masser af power

Når det er sagt, passer Viborg godt til OB’s spillestil.

- De kommer med masser af power, men jeg er sikker på, at vi som minimum kan matche dem, når det kommer til power. Vi har også mange gode powerspillere, så det bliver en interessant kamp, og jeg tror, det bliver en rigtig sjov kamp at se for fansene, siger Aron Elís Thrándarson.

OB's trup

OB og Viborg ligger side om side i Superligaen med OB på syvendepladsen - én plads foran jyderne - og én plads bag det andet oprykkerhold Silkeborg. Midtbanespilleren ærgrer sig over, at OB ikke har fået flere point i sæsonens første ni spillerunder.

- Jeg synes virkelig, at fansene har været gode – også på udebane. Uanset hvor vi har spillet, så har der været mange, og det er fantastisk at se og mærke. Fansene har fortjent at få flere point, så jeg er lidt ærgerlig over, at vi ikke står med flere point, for det har opbakningen fortjent. Men jeg tør godt love, at vi kommer til at give alt, hvad vi har, for at vi kan tage alle tre point med hjem til Odense, siger Aron Elís Thrándarson.

Kampen mellem Viborg og OB spilles på Viborg Stadion og fløjtes i gang klokken 14.

Oversigt

    Oversigt