En 41-årig mand fra Odense blev fredag ved Retten i Horsens varetægtsfængslet i tre uger. Han er sigtet for trusler på livet.
Manden blev anholdt torsdag i Lunderskov efter en dramatisk togtur, hvor han først kom op at skændes med en togfører og siden med en 16-årig dreng fra Esbjerg, der lige som manden var passager i toget.
Da de to stod af toget på Lunderskov station, kastede manden sig over drengen. Han truede med at slå ham ihjel og stak fingre ned i halsen på ham.
Drengen har forklaret, at han ikke kender manden, og at han ikke på nogen måde provokerede ham.
- Det er ikke første gang, at manden har truet andre på livet. Derfor fremstiller vi ham i grundlovsforhør og kræver ham fængslet, siger vagtchef Fritz Lund, Sydøstjyllands Politi.