Politiaktion ved drabssted uden resultat

Fyns Politi stoppede onsdag aften trafikanter omkring Tusindårsskoven i håbet om et gennembrud, men uden held.

Trods en større politiindsats onsdag aften kom der ikke noget nævneværdigt ud af anstrengelserne i og omkring Tusindårsskoven i Odense, hvor ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen brutalt blev skudt ned for præcis en uge siden.

Netop fordi drabet skete for en uge siden, håbede politiet på, at man ved at henvende sig til personer i området måske kunne finde frem til folk, der også var i området i tiden omkring klokken 19.45 sidste onsdag, da de 18 skud mod ægteparret faldt.

- Vi har fået mange henvendelser her til aften. Der har også været nogen, der har hørt, at der blev afgivet skud på det tidspunkt. Det vidste vi jo i forvejen, så der er ikke noget afgørende nyt, fortæller vicepolitikommissær Jack Liedecke.

Politiet har vinket trafikanter ind til siden og udspurgt dem, om de også var i området sidste onsdag. Tidligere har den metode givet pote i drabssager, men ikke onsdag aften.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange vi har stoppet. Men det er hovedsageligt biler og cykler, og vi har talt med rigtig mange, fortæller Jack Liedecke.

Politiets højeste prioritet i sagen lige nu er stadigvæk at finde frem til den bebrillede mand iført lang grøn jakke, som er blevet set bærende på en tilsyneladende tung sæk i området nær gerningsstedet kort før nedskydningen af ægteparret.

Politiet har endnu ingen idé om, hvad motivet til dobbeltdrabet kan være. Muligvis kan der være tale om en hævnaktion. Gerningsmanden er nemlig gået særdeles brutalt til værks og har afgivet flere skudsalver mod parret.

En anden teori går på, at Bjarne Johansen, som havde sit kamera med på parrets gåtur, har fotograferet en person, som ikke brød sig om det. Muligvis en kriminel, som så har skudt parret.

Da ligene blev fundet, var kameraet nemlig væk. Det samme var Bjarne Johansens tegnebog. Dog er der tvivl om, hvorvidt, der kan være tale om et rovmord, da Heidi Nielsens dyre ur ikke var blevet hugget.

Oversigt

    Oversigt