Reddede kvinde fra druknedøden: Fynsk betjent får æresmedalje

Betjent og hans hund fandt kvinde med munden halvt under vandet og reddede hende. Det bliver nu belønnet.

Den fynske politiassistent Arvid og hans patruljehund Helmut reddede sidste år en ung kvinde fra druknedøden. Og den indsats bliver torsdag belønnet med politirigschefens ærespokal.

Sagen har også gjort indtryk hos den garvede hundefører selv, fortæller han i en pressemeddelelse.

- Jeg har været hundefører i mange år, så jeg har foretaget en del humanitære eftersøgninger – både med negativ og positiv udgang. Lige præcis denne sag skiller sig ud, siger Arvid, der har været hundefører i 22 år.

quote Hun ligger på en måde, hvor halvdelen af munden er dækket med vand, og hun sluger derfor vand, hver gang hun trækker vejret

Arvid, hundefører, Fyns Politi

Hun var ikke kontaktbar

Klokken 23.59 i sommeren sidste år modtog politiet et opkald fra en borger, der havde set en ung, påvirket kvinde gå ud i en sø med tøj på.

Ifølge betjenten var sagen særlig, fordi der ikke var nogen normal adgangsvej ud til kvinden, og hunden Helmut måtte derfor svømme ud for at finde hende. Ude fra søen gav hunden hals, så Arvid kunne finde frem til den og kvinden, der lå på en mudderbanke i vandoverfladen.

- Hun ligger på en måde, hvor halvdelen af munden er dækket med vand, og hun sluger derfor vand, hver gang hun trækker vejret. Hun var altså i live, men ikke kontaktbar. Jeg får løftet kvindens hoved over vandet samtidig med, at jeg beder om assistance og forsøger at guide dykkerbåden frem til stedet, fortæller Arvid. 

Politichef er stolt

Arvid og Helmut havde flere gange trænet lignende situationer, men ikke prøvet det, hvor det handlede om liv og død.

- Jeg var meget tilfreds med vores samarbejde. Og så bliver man altid glad, når det lykkes at finde personen, og især hvis man kan være med til at redde deres liv. Ikke mindst, fordi der er en familie, der gerne vil have personen hjem i live, siger Arvid.

Da kvinden efter redningsaktionen ankom til sygehuset, havde hun en kropstemperatur på 35,4 grader. Men hun overlevede. 

Hos Fyns politi er man også godt tilfredse med betjentens indsats, fortæller chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj.

- Vi er utrolig stolte over den ære, der er overgået en af vores hundefører. Der udføres hver dag et professionelt og flot stykke arbejde med hunde her på Fyn, så vi er naturligvis meget glade for anerkendelsen, siger han i meddelelsen.

Oversigt

    Oversigt