Røde partier beskylder LA-minister for brud på medieaftale

Det er et brud på medieforliget, at regeringen er i gang med at forberede et salg af TV2, mener flere partier.

Da Venstre, Liberal Alliance og De Konservative i november præsenterede den nye regerings fremtidsplaner, var et salg af TV2 på to-do-listen.

Kulturminister Mette Bock (LA) er derfor gået i gang med at forberede et salg af tv-kanalen.

Kammeradvokaten er i den forbindelse med i konkrete forhandlinger med EU-Kommissionen, fordi der er en række retssager i EU og Danmark om TV2, der kan blive en forhindring for salget.

At regeringen allerede nu er begyndt at tage tilløb til et salg, er et brud på medieforliget fra 2014. Det mener Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten.

I et fælles brev til kulturministeren beder partierne om en forklaring i forligskredsen "snarest":

- Vi vil gerne gøre opmærksom på, at det i det gældende medieforlig er klart formuleret, at TV2 skal forblive på statens hænder, og dette forlig binder forligspartierne frem til 1. januar 2019.

- Vi er derfor uforstående overfor, at regeringen foretager konkrete initiativer til fordel for en privatisering af TV2, der altså ikke er en del af medieforliget, skriver partierne.

Men Mette Bock afviser kritikken fra rød blok.

Kulturministeren påpegede fredag over for netmediet Mediawatch, at regeringen ikke har planer om at gennemføre et salg af TV2, før medieforliget udløber.

Det nuværende medieforlig blev indgået mellem alle Folketingets partier i 2014, da Marianne Jelved (R) var kulturminister. Det gælder til og med 2018.

- Det kan jo ikke udelukkes, at der i forbindelse med en ny medieaftale kan træffes beslutning om en privatisering efter 2018, sagde ministeren til Mediawatch.

Den forklaring køber Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, dog ikke. Han mener, at de indledende øvelser til privatiseringen af tv-kanalen i sig selv er imod aftalen.

- Efter vores opfattelse kan ministeren først igangsætte initiativer i forhold til at sælge TV2, når der er et politisk flertal for det, udtrykt i et medieforlig. Og det er der ikke i øjeblikket, siger han.

Sammen med de øvrige ordførere har han bedt ministeren om en skriftlig redegørelse. Her vil partierne have indsigt i, hvilke konkrete initiativer VLAK-regeringen har sat i gang.

 

Oversigt

    Oversigt