Sigtelse: Drab i villakvarter ved Lillebælt var planlagt

En 52-årig mand fra Middelfart ventes ved et retsmøde i marts at erkende sig skyldig i drab på 58-årig mand i Erritsø.

Det var efter anklagemyndighedens opfattelse planen, at 58-årige Kim Behrendt Jørgensen skulle slås ihjel, da han natten til 5. september i fjor blev opsøgt af en bekendt i sit hjem i Erritsø ved Fredericia.

Jørgensen blev dræbt af adskillige knivstik. Han blev fundet død i sit parcelhus på Ekkodalen, et villakvarter tæt ved stranden ud mod Lillebælt, kort før klokken otte om morgenen den 5. september.

En 52-årig mand fra Middelfart er anholdt i sagen, og ifølge sigtelsen mod ham blev drabet begået "efter forudgående planlægning".

Det står i en såkaldt retsmødebegæring, som anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har udarbejdet. Formålet med retsmødebegæringen er at få sagen fremmet som en tilståelsessag. Det skal ske ved et retsmøde i Kolding 16. marts.

Kendte offeret 

Den 52-årige blev sammen med en lidt yngre kvinde anholdt dagen efter drabet. Kvinden blev løsladt, da politiet vurderede, at hun ikke havde noget med drabet at gøre.

Men den 52-årige blev varetægtsfængslet. Politiet oplyste i den forbindelse, at han og Kim Behrendt Jørgensen kendte hinanden - men at de ikke var i familie.

Ved grundlovsforhøret den 6. december nægtede den sigtede sig skyldig. Nu tyder det dog på, at han erkender sig skyldig. Anklagemyndigheden ville ikke forsøge at fremme sagen som tilståelsessag, hvis ikke man mente, at den sigtede vil erkende.

Ved tilståelsessag skal en sigtet over for en dommer tilkendegive, hvorvidt han nu også kan erkende. Dommeren skal vurdere, om tilståelsen holder - på den måde sikrer man sig mod, at folk erkender forhold, de ikke har begået.

Risikerer op til 12 års fængsel

Inden retsmødet den 16. marts vil der blive afholdt endnu et retsmøde i sagen. Det kommer til at ske 5. marts.

Den 52-årige vil nemlig beskyttes af et navneforbud. Et sådant forbud vil gøre det forbudt, at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere manden. Forbuddet vil gælde indtil skyldsspørgsmålet er endeligt afgjort.

Straffen for forsætligt at dræbe et andet menneske er i udgangspunktet 12 års fængsel.

Oversigt

    Oversigt