Skal Storebæltsbroen være gratis? Se, hvad partierne mener

Kun et enkelt parti ønsker at gøre turen over Storebæltsbroen gratis. Dermed må de 61.919 danskere, der har skrevet under på borgerforslaget, se deres idé blive forkastet.

Opdatering
Clock20. mar 2022, kl. 13:43
Alternativets transportordfører Peter Kjær Hansen skriver til TV 2 Fyn, at partiet ikke vil gøre Storebæltsbroen gratis for bilister, men er positive for at gøre togtrafikken gratis eller billigere. Alternativet stemmer nej til en ny Kattegatforbindelse.

Du skal fremover stadig have dankortet op af lommen eller have registreret dit betalingskort, inden du suser gennem bommene i betalingsanlægget på Storebæltsbroen.

Kun et enkelt af Folketingets partier vil gøre det gratis at passere broen. 

Det viser en rundringning, TV 2 Fyn har lavet.

- Det er ganske enkelt. Det har været Nye Borgerliges politik fra start, at Storebæltsbroen skal være betalingsfri, og det er det fortsat, siger transportordfører Mette Thiesen til TV 2 Fyn.

Kom med til debat i Nyborg 17. marts klokken 17

Urealistisk borgerforslag

På under en måned nåede borgerforslaget om en gratis Storebæltsbro de 50.000 underskrifter, det kræves for at få et forslag til behandling i Folketinget.

Det bliver dog tidligst en realitet om 13 år, når Storebæltsbroen er betalt tilbage - og selv da er det ikke sikkert, at partierne vil gøre det gratis at køre over, da en eventuel forbindelse over Kattegat fra Røsnæs over Samsø til Odder muligvis skal finansieres af indtægterne fra Storebæltsbroen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sidste år stemte samtlige partier ja til en infrastrukturaftale, der eksempelvis dækker motorvejsudvidelsen på Vestfyn. Den aftale finansieres blandt andet af penge fra brugerbetaling på Storebælt.

Så selvom Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen kalder borgerforslaget sympatisk, finder han det også urealistisk.

- Vi har i flere omgange besluttet på tværs af partierne at trække penge ud af Storebæltsforbindelsen, og det betyder, at der stadig er en restgæld, der ikke er betalt før i 2035. Derfor kan vi ikke sige, at det skal være gratis at passere.

- Vi har ingen planer om at trække yderligere penge ud af Storebæltsforbindelsen, men jeg forudser, at det næppe nogensinde bliver gratis, fordi der stadig vil være en meget stor årlig vedligeholdelsesomkostning på en halv milliard kroner, siger han til TV 2 Fyn. 

Storebælt som malkeko

Nye Borgerlige, der vil gøre broen gratis, stemte ligesom de øvrige folketingspartier ja til trafikaftalen, men Mette Thiesen mener alligevel godt, at pengene kan findes.

Det finansierer Storebæltsbroen

- Vi sætter os meget gerne ned med de andre partier og finder de penge andre steder. Hvis Nye Borgerlige bestemte alene, ville det blandt andet gå fra frås i det offentlige, og så kunne vi også passende sløjfe letbaneprojekterne, som er med i infrastrukturaftalen, fortæller hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den fynskvalgte transportminister Trine Bramsen (S), da hun er med FN's kvindesamling i New York.

Hun har dog så sent som 8. februar udtalt sig om sagen til Jyllands Posten.

- Som landet ligger lige nu, er der ikke noget, der peger på, at jeg kan trylle de takster, der er for at passere Storebælt, væk. Samtidig vedkender jeg mig de aftaler, der er indgået, og at der er en bred politisk enighed i Folketinget om den model, der ligger nu.

En måned senere afviste hun dog i Fyens Stiftstidende, at Storebæltsbroen skal finansiere en forbindelse mellem Sjælland og Jylland.

- Det er ikke fair at bruge Storebæltsbroen som malkeko. Den holdning har jeg altid haft, og den ændrer sig ikke, fordi jeg er blevet transportminister, sagde hun til avisen.

TV 2 Fyn har forsøgt at få et interview med Socialdemokratiets transportsordfører Thomas Jensen. Han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. 

Der er endnu ikke taget politisk stilling til, hvad der skal ske med taksterne på Storebæltsforbindelsen, når broen er gældfri.

Formanden for Fynsk Erhverv med opsang til politikerne
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt