Skudsted ransaget

Et skovområde på Tåsinge, hvor en mand blev skudt af politiet lørdag eftermiddag, blev tirsdag ransaget af specialister fra forsvaret, som søgte genstande, der er relevante for sagen.

1808 skudsag

Et hold fra forsvarets specialenhed Advanced Search Team i Skive afsøgte området blandt andet med minesøgere.

Sammen med kriminalteknikere fra politiet var de sendt ud af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, som er i gang med at klarlægge forløbet, da en psykisk syg mand blev ramt i benet af skud fra en politibetjent, lørdag.

Specialkonsulent hos DUP, Peter Dueholm Mathiassen, bekræfter overfor TV 2/FYN, at der foretages undersøgelser af området efter genstande, der er relevante for sagen.

Hvilke genstande oplyser han ikke.

Men han tilføjer, at der er foretaget flere afhøringer i sagen, dels af de involverede betjente, dels af vidner til episoden.

Endnu mangler man at afhøre manden, der blev ramt, og hvornår det kan ske er uvist på grund af mandens psykiske tilstand:

- Han skal være i bedring, før det giver mening at afhøre ham, siger Peter Dueholm Mathiassen.

Derudover er det sparsomt med oplysninger om sagen.

Politiforretning udviklede sig

Betjente fra Fyns Politi blev angiveligt sendt ud til en politiforretning lørdag eftermiddag klokken 15.55, da en af betjentene trak sin tjenestepistol og skød manden i benet.

Det har været fremme, at manden havde en genstand i hånden.

Allerede klokken 16.00 underrettede Fyns Politi politiklagemyndigheden om skuddet.

Manden overlevede og blev kørt på sygehuset, hvor han stadig befinder sig.

Undersøgelse er rutine

Der skal iværksættes en efterforskning, når en person kommer alvorligt til skade som følge af politiets indgriben.

Det står i Retsplejeloven.

Efterforskningen iværksættes, uanset om der er en rimelig formodning, om at politipersonalet har begået noget strafbart eller ej.

Når DUP har afsluttet sine undersøgelser er det op til Statsadvokaten i Viborg at afgøre, om der skal ske et retsligt efterspil.

Oversigt

    Oversigt