Skyet, blæsende og regnfuld torsdag venter

Hvis du var glad for onsdagens vejr, bliver du også glad for torsdagsvejret. Der er mere regn, flere skyer og endnu mere blæsevejr på vej mod Fyn.

Det efterårslignende vejr ser ud til at fortsætte torsdag. Dagen bliver endnu en tur med skyer, byger og blæsevejr.

- Man skal nærmest kigge i kalenderen for at se, at vi har skiftet fra onsdag til torsdag, for det er med regn fra morgenstunden rigtig mange steder, siger Per Christiansen, vejrvært på TV 2 Vejret.

Han peger dog på, at man skal lægge særligt mærke til en enkelt ting: Temperaturen.

- Det er med syv-otte grader og måske op på en ni-ti grader i løbet af dagen, og så måske endda med et ophør i regnen og et lille solstrejf ud på eftermiddagen. Og så kan man jo håbe på, at det er overgangen til et lidt mere forårsagtigt vejr, siger vejrværten optimistisk, inden han dog lynhurtig selv afmonterer sin optimisme.

- Men det er det ikke. Det er overgangen til meget kraftig blæst, som kommer i løbet af eftermiddag, aften og natten til fredag. Fredag bliver rigtig blæsende med kuling og endnu kraftigere vindstød, siger Per Christiansen.

Samtidig bliver der igen skruet ned for varmen både om dagen og om natten. Faktisk er der risiko for let nattefrost i nætterne fra fredag og frem.

Weekendvejret bliver altså en kold og blæsende omgang.

- Og det kan være med både regn og slud, så koldt går det hen og bliver, siger Per Christiansen.

Oversigt

    Oversigt