Småvinterligt vejr fortsætter på Fyn

Der kan være både slud og tøsne i luften i løbet af weekenden, som dog mest af alt bliver grå med regnbyger.

Lørdag morgen er der regn de fleste steder på Fyn, men der er håb for, at det klarer op i løbet af eftermiddagen.

- En svag front skal passere det fynske, så det starter nok så skyet, og så kan der komme lidt nedbør fra en vestlig retning. Det kan både være regn, slud og lidt tøsne, siger Thomas Mørk fra TV 2 Vejret.

- Der er en reel chance for, at det bryder lidt op ud på eftermiddagen, så man kan være heldig at se solen, men der kan fortsat strømme et par byger ind fra det sydlige Lillebælt op over især Sydfynske Øhav, fortsætter han.

Fra morgenstunden melder Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje på store dele af Fyn, og der har allerede været et mindre uheld som følge af glat føre på Svendborgmotorvejen. 

Ifølge TV 2 Vejret kommer temperatureren dog til at ligge på omkring fire grader i løbet af lørdagen.

Slud og tøsne kan ramme søndag

De næste dage kan der være hvidt i luften, uden at det rigtig bliver snevejr.

- Det fortsætter lidt småvinterligt. Søndag kan der komme nedbør fra sydvest, og det er nok primært slud eller tøsne, hvis det kommer, men forvent en gråvejrsdag, siger Thomas Mørk.

- Mandag ser til gengæld flot ud, og så er der mildere vejr på vej, slutter han.

Oversigt

    Oversigt