Snevejr skyld i flere uheld: - Det er lige tidligt nok med sommerdæk

Onsdag og torsdag har budt på snevejr og temperaturer omkring frysepunktet. Det har givet SOS Dansk Autohjælp voldsomt travlt på Fyn.

Temperaturen balancerer i øjeblikket omkring frysepunktet, og det har resulteret i øget behov for autohjælp hos mange bilejere.

- Der har været voldsomt travlt i nat i forhold til, hvad vi plejer. Det er ikke normalt for årstiden. Normalt har vi fire til fem assistancer mellem midnat og klokken 06, men i nat har der været 17, siger Sven Riggelsen, der er vagtchef hos SOS Dansk Autohjælp Odense.

Årsagen til travlheden skyldes primært sneen, der faldt onsdag.

For få dage siden var dagstemperaturen over 15 grader, men det seneste døgn er der faldet over 15 centimeter sne flere steder på Fyn, og det har skabt trafikale udfordringer for bilister.

Ifølge Sven Riggelsen har der været mest at se til på Nordfyn og Sydfyn det seneste døgn.

- Det er de to områder på Fyn, hvor vi har været mest udfordret. Det er folk, der sidder fast, er kørt i grøften og andre mindre bilskader, siger han.

For tidligt at skifte til sommerdæk

Når foråret banker på døren, begynder mange at skifte til sommerdæk, men det er nødvendigvis ikke en god ide.

- Det er lige tidligt nok. Hovedreglen er, at dagstemperaturen skal være over syv grader før, man skifter til sommerdæk. Man skal holde øje med vejrudsigten og huske på, at vejbanen altid koldere, siger Anette Bjørn Juncker, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Dog kan det være svært at holde øje med vejrudsigten, når den svinger over 20 grader fra uge til uge.

- Man kan aldrig helgardere sig, men morgen- og aftentemperaturen skal ligge over på syv grader, før man skifter, siger Anette Bjørn Juncker.

Det vinterlige vejr forventes at fortsætte flere dage endnu.

Oversigt

    Oversigt