Terrorsagen: Anholdt mand fra Munkebo er ikke en central figur

TV 2/Fyn kan nu bringe flere oplysninger om sagen.

Onsdag blev en mand fra Fyn anholdt og hans bopæl - en gård ved Munkebo - blev ransaget i en storstilet landsdækkende politiaktion grundet en mistanke om forberedelse af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv. 

Torsdag blev manden fremstillet i grundlovsforhør i Odense, hvilket resulterede i fire ugers varetægtsfængsling. Grundlovsforhøret foregik bag dobbeltlukkede døre, og der blev nedlagt navneforbud i sagen. Det begrænser både den viden, som offentligheden kan få om sagen, og den viden, som medierne må viderebringe. 

På trods af dette, kan TV 2/Fyn nu bringe flere detaljer om manden og sagen. Det sker på baggrund af samtaler med flere kilder og en aktindsigt i udskriften fra det retsmøde, hvor selve ransagningskendelsen til gården blev udstedt.

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger er manden fra Fyn ikke en central figur i hele den store terrorsag, som politiet torsdag løftede dele af sløret for. Politiets efterforskning har ikke været rettet mod manden fra Munkebo, men undervejs med arbejdet med at kortlægge sagen er han kommet i søgelyset. 

Sagerne i København og sagen fra Munkebo kommer derfor også til at køre fuldstændig separat.

Ransagningskendelsen blev udstedt tirsdag

Det var tirsdag den 10. december kl. 15.15, at politiet fik ransagningskendelsen godkendt af dommeren i Odense Byret. Altså godt et døgn før selve ransagningen gik i gang. Politiet bad om lov til ransagning af 'husrum, andre lokaliteter eller genstande' på mandens bopæl, da de vurderede, at ransagningen var 'af væsentlig betydning for efterforskningen'. 

Dommeren vurderede, at manden med 'rimelig grund' var mistænkt for overtrædelse af en straffelov, som kan medføre fængselsstraf. Grundet de dobbeltlukkede døre, ved vi ikke hvilken paragraf, der er tale om.

Men ud fra udskriften fra mødet kan man se, at sagen mod manden er oprettet ud fra straffelovens paragraf 136. Den omhandler offentlig tilskyndelse til forbrydelser, som kan straffes med bøde eller fængsel på op til 4 år.

Det er dog vigtigt at understrege, at sagen kan have ændret karakter, siden den blev oprettet. De mænd, som torsdag blev sigtet i København, er sigtet efter paragraf 114 - terrorparagraffen.

Oversigt

    Oversigt