Væltet grisetransport: Motorvejslukning koster 10 millioner kroner

Det kostede det fynske erhvervsliv 10 millioner kroner, da en væltet grisetransport onsdag spærrede den fynske motorvej i fem timer.

Millioner af kroner fosser ud af erhvervslivet, når ulykker lukker og blokerer landets motorveje. 

Onsdag var motorvejen syd om Odense spærret i fem timer, efter en grisetansport væltede og blokerede begge motorvejsspor. Ulykken forårsagede ikke kun trafikkaos og kilometer lange køer på både motorvej og omfartsveje - den er også skyld i en kæmpe regning til det fynske erhvervsliv.

Direktør i Dansk Industri Transport (DI Transport), Michael Svane, anslår, at ulykken koster erhvervslivet 10 millioner kroner.

- Det er voldsomme omkostninger for samfundet, bilister og erhvervslivet, når trafikken bryder sammen, og vi vurderer, at ulykken i runde tal koster 10 millioner kroner, fortæller Michael Svane.

Hver time en lastbil er forsinket, koster det vognmanden 539 kroner. Herudover skal omvejskørsel, manglende køretid og indkaldelse af nye biler og chauffører medregnes. Dertil lægges også omkostninger for forsinkede leveringer. Alt sammen løber altså op mod 10 millioner kroner, når motorvejen lukkes i fem timer, som det var tilfældet over Fyn onsdag.

Regnestykket omfatter kun lastbiltransporten og altså ikke pendlere og andre trafikanter, beredskab og oprydning samt aflivning af 220 slagtesvin.

Daglige forsinkelser

I førerhuset i sin lastbil sidder Allan Frandsen. Han er en af de mange lastvognschauffører, der gentagne gange har oplevet at være fanget i kø efter ulykker på den fynske motorvej. Hver gang, han holder stille, koster det vognmanden penge. 

- Det er et irritationsmoment, men du kan ikke andet end at blive irriteret over det, fordi du kan ikke gøre noget ved det, fortæller Allan Frandsen.

Lastbilchaufføren fortæller, at han stort set dagligt oplever problemer ved Odense. 

Direktør, DI Transport, Michael Svane

 

 

Oversigt

    Oversigt