Wikipedia går i sort i protest mod ny lov: Fynsk EU-politiker regner med at stemme for

Ytringsfriheden vil blive begrænset, mener Wikipedia Danmark, der er gået i sort i protest mod ny EU-lovgivning.

I næste uge skal politikerne i Europaparlamentet stemme om ny lovgivning.

Lovgivning, der har fået online-leksikonet Wikipedia til at gå i sort.

quote Folk, der bruger memes og uploader indhold til YouTube, skal slet ikke være bekymrede.

Christel Schaldemose, EU-politiker, Socialdemokratiet

På sin hjemmeside skriver Wikipedia, at lukningen vil vare i 24 timer. Årsagen er et nyt direktiv om ophavsret, som ifølge Wikipedia vil begrænse ytringsfriheden.

Wikipedia frygter, at Facebook og YouTube for at leve op til de nye regler vil komme til at blokere for indhold, der gerne må deles.

- Vi frygter, at platforme som YouTube og Facebook laver automatiske løsninger, der scanner det indhold, der bliver lagt op, siger Matthias Smed Larsen torsdag til TV 2. Han er bestyrelsesmedlem i Wikimedia Danmark, der er en støtteforening til Wikipedia.

Ifølge Matthias Smed Larsen vil Facebook og YouTube for at leve op til de nye regler komme til at blokere for indhold, der reelt gerne må deles. Han tror ikke på, at de automatiske løsninger vil kunne tage højde for indhold, der egentlig ikke krænker ophavsretten.

Torsdag klokken 15.30 er Wikipedia stadig i sort. Der er ingen mulighed for at søge oplysninger i opslagsværket.
Torsdag klokken 15.30 er Wikipedia stadig i sort. Der er ingen mulighed for at søge oplysninger i opslagsværket.
Foto: Screendump / Wikipedia

Væltet af henvendelser

Den fynske EU-politiker Christel Schaldemose (S) fortæller til TV 2/Fyns ungdomsredaktion, Bemærk, at kritikken af direktivet har givet genlyd i Europa-Parlamentet.

- Jeg kan ikke huske, at der nogensinde har været så mange henvendelser i en sag, siger hun.

- Det er helt almindelige borgere, der bruger nettet, der skriver til os. Men det er også organisationer, der ringer for at få en snak om direktivet. Det er med til at vise, at der ikke er så stor forskel mellem os politikere og borgerne.

Christel Schaldemose fortæller, at hun og hendes politiske gruppe i Europa-Parlamentet stadig er i gang med at lægge sig fast på, hvad de skal stemme. Hun hælder dog til at stemme for.

Lige nu rådfører hun sig med eksperter, men hun er glad for, at direktivet lige nu ser anderledes ud end det oprindelige forslag fra Europa-Kommissionen.

- Jeg synes, det er godt, vi får en diskussion om emnet. Det oprindelige forslag fra Kommissionen var problematisk. Men vi har fået justeret nogle ting. Folk, der bruger memes og uploader indhold til YouTube, skal slet ikke være bekymrede. Til gengæld bliver der lagt et større pres på platforme som YouTube, siger hun.

Forslaget skal til afstemning 26. marts i Europa-Parlamentet.